Forfatter og journalist Pia Fris Laneth næsten løber ud ad stuedøren og ovenpå for at finde et eksemplar af sin bog Lillys Danmarkshistorie, der er noget, hun må citere. Vi har snakket i mange timer om, hvorfor det er så svært at få forestillingen om mænd og kvinders forskelligheder til at havne et produktivt sted. At tale om mennesker i stedet for biologi og specifikke maskuline og feminine karaktertræk.

Især nu, hvor der igen er en svag, men hørbar jungletromme, der med inciterende, rytmisk forenkling bekendtgør, at det var bedre, dengang rollerne var fordelt efter kvindens »naturlige« tilbøjelighed til at være hjemme med børnene, og manden var skaffedyr. Dengang i 1950erne, hvor kvinderne var begyndt at nærme sig arbejdsmarkedet, men især var blevet undervist på husholdningsskoler, så hygiejne og ernæring blev højnet, og børnedødeligheden styrtdykkede. Hvorfor, spørger jeg, kunne kvinderne ikke være tilfredse der?