I 2019 læste jeg et essay om Larry Summers og Harvard, som forandrede mit syn på verden. Forfatteren, der skrev under pseudonymet »J. Stone«, hævdede, at den dag Larry Summers trådte tilbage som rektor for Harvard University, markerede et vendepunkt i amerikansk kultur. Hele woke-æraen kan ekstrapoleres fra denne dag, dvs. ud fra enkelthederne i forbindelse med den måde, Summers blev udskammet på, men først og fremmest ud fra de personer, der stod for at udskamme ham, nemlig kvinder. 

Jeg var i forvejen bekendt med de vigtigste kendsgerninger i Summers’ sag. Den 14. januar 2005 ved en konference om »Større mangfoldighed i videnskabelige og polytekniske ansættelser« holdt Larry Summers et indlæg, man havde besluttet skulle være uden for referat. Han sagde blandt andet, at den kvindelige underrepræsentation i eksakte videnskaber til dels skyldtes »forskelle i tilgængeligheden af kompetencer i den høje ende af skalaen« foruden forskelle i smag hos henholdsvis mænd og kvinder, der »ikke kan tilskrives socialisering«. Flere af de deltagende kvindelige professorer blev fornærmede og sendte hans bemærkninger videre til en journalist uden at rette sig efter reglen om, at der ikke måtte tages referat. Skandalen, der herefter fulgte, resulterede i en mistillidserklæring fra Harvards lærerstab og endte med Summers’ tilbagetræden.