Svømmehud mellem tæerne

Min kulturklub har sat mig stævne på på den ikoniske turkise badeanstalt i Amager Strandpark, det er jo kultur, som min rødhårede veninde siger, og det er ganske vist. Vi er tre veninder, der har inviteret hinanden ud på skift, siden vi fik små børn, på et tidspunkt var vi byens bedst bevandrede i nye restauranter og premierefilm.

Siden slækkede vi lidt på det kulturelle, vi fik så rigeligt via arbejdet, men nu er børnene meget voksne, og vi har taget fat igen, denne gang i en sommer light-version.

Jeg cykler fra Indre By over Inderhavnsbroen, via Christiania og Kløvermarken. Turister allevegne fra allevegne gør cykling til en kunstart. Christiania virker friseret og meget lidt alternativ, ved Kløvermarken spiller de fodbold på den ene side, mens den syngende lyd af tennisbold mod ketsjer hænger i luften fra den anden side. Der er graffiti på hvert ledigt plankeværk, pludselig smiler Jesper Klein fra brædderne, cyklamenfarvet, han boede også på Amager engang.

Det er ikke helt enkelt at nå frem til Helgoland Badeanstalt, barakken stod før i tiden som et mangebenet girafdyr på stolper og kunne ses langvejsfra med sin karakteristiske farve. Nu er der nybyggeri, så langt øjet rækker, på den ene side og nogle lave betonbunkere på den anden, hvor et naturcenter holder til.

Men dér er den, med herre- og dameafdeling og fællesområde for dem, der vil mingle. Indtil klokken 18 kan alle komme her, så bliver det mere selektivt, man skal være medlem af Det Kolde Gys, det er min lyshårede veninde, hun har tryllebrikken, der kan skaffe os ind på det store dæk med omklædningsrum og sauna og havadgang, men vi kommer 17.30.

Alt er genopbygget for ikke så mange år siden, og alligevel trumfer historien: det turkise træværk, det bløde saltvand, damerne i alle størrelser. Det er et demokratisk sted, man skal ikke se ud på en bestemt måde, man er bare nøgen, tyk, tynd, med skrammer eller perfekt, man plumper i, som man er.

Min far lærte at svømme her. Han kom til at gå i skole på Vestre Borgerdyd, og det med at komme fra Amager gik ikke ubemærket hen, som han skrev:

»Jeg kan huske, at min historielærer, en meget excentrisk og morsom herre, der hed Hans Fussing, sagde om dem, der kom fra Amager, at de havde svømmehud mellem tæerne, for det var jo underforstået, at det var den eneste måde, man kunne overleve på ude på den dér flade ø, som man altså måtte formode bestandigt blev overskyllet af havet fra Kalveboderne og Øresund.«

Jeg har vinterbadet her, set med undren på folk på land i parkacoat, mens jeg selv dyppede mig i det iskolde vand. Nu er det sommervenligt, køligt, klart og guddommeligt brandmandsfrit, man kan svømme og se fly med landingshjulene slået ud på vej ind mod lufthavnen.

Helgoland er en nordfrisisk ø i delstaten Slesvig-Holsten, tidligere et populært havbad, som badeanstalten er opkaldt efter. Vi har ejet den ø engang, men jeg er tilfreds med at kunne besøge navnesøsteren.

Uden for saunavinduet dykker svalerne efter insekter, og snakken går livligt mellem kvinder, der ikke nødvendigvis kender hinanden. De fleste er solbrændt over hele kroppen, uden de tan lines, som Sarah von Essen for nylig beskrev fungerer som »accessories«.

Til gengæld giver det grålige sensommervejr en svag regnbue over Helgoland og dens turkise krop, en farve, som badeanstalten ejer farvekoden til: tidløst trendy.