Omstillingsparat. Hofmaler, revolutionær maler, kejsermaler. Jacques-Louis David var en maler til tiden, og tiden var ekstremt omskiftelig, Louvre fejrer 200-året for nyklassicismens ubestridte, men omstridte mester med udstilling, det er værd at rejse efter.
The comeback kid
PARIS. På Café Mucha kører fjernsynet, mens der effektivt knaldes kaffekopper i zinkdisken til morgenholdets arbejdsmænd. En af nyhederne påkalder sig deres opmærksomhed, den tidligere præsident Nicolas Sarkozy bliver hentet i sit hjem for at blive kørt i fængsel. Et besynderligt optrin, den lille mand, han er 1,65 høj lidt mindre end Napoleon, med det aflange ansigt og den høje pande, der regerede det uregerlige Frankrig fra 2007 til 2012. Nu kriminel, men han bliver klappet ind i bilen af folk på gaden, de hujer solidarisk, da han forsvinder bag de tonede ruder til fem års fængsel.
Det giver et sug i maven, dette fald fra tinderne, dette udtryk for korrumperet politisk magtbrynde, dette højborgerlige Frankrig, hvor revolution altid er en mulighed. Hvor de råbte »sous les pavés la plage/under brostenene ligger stranden« i 1968, og som lige har smidt premierministeren på porten og indsat ham igen.
Del:



