Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Som vi forleden kunne berette, har russerne for nylig udviklet et dommedagsvåben – et atomdrevet atommissil med det yndige navn Stormsvalen. 

Men det var bare en slags optakt ...

Dagen ifølge

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

1. Havgudens vrede

Timingen for offentliggørelsen af det russiske atommissil var påfaldende, fordi den aktuelle Netflix-serie The Diplomat netop indeholder et plot om et lignende våben, der blot i serien hedder Poseidon.

Men nu viser det sig, at manuskriptforfatterne må have fulgt russisk våbenudvikling ganske omhyggeligt, for i en helt ny video har Ruslands præsident nu meddelt, at ingeniører dybt nede i grotterne under Dommedagsbjerget faktisk har bygget præcis det våben, som omtales i tv-serien, nemlig Poseidon.

Eller »Puosidon«, som Putin siger med sin lille bløde stemme, mens han sidder omgivet af lugubre håndlangere ved et bord fyldt med konditorstads.

Det kan man se i en video, som Berlingske har bragt. 

Poseidon er en kæmpestor torpedo med atommotor, der kan krydse hele oceaner på dybt vand og pludselig dukke op og detonere ved en kystby, hvorved det udløser en radioaktiv tsunami. En rigtig halloweengave fra diktatoren.

Samtidig har USAs præsident bedt chefen for de amerikanske atomstyrker om at begynde at teste atomvåben igen for første gang siden 1992. Det gælder jo om at se, om de duer til noget. Eneste problem: Hvordan ved man, at dem, man ikke har testet, også fungerer? 

Den eneste sikre løsning er nok at teste dem alle.

2. Tostjernet nyhedsbillede

Resten af nyhedsbilledet er også ret deprimerende og kedeligt. To stjerner, ville jeg give det, hvis Weekendavisen uddelte stjerner.

Roskilde Festival har offentliggjort en stribe lidt undervældende optrædende til næste års program, og Berlingskes gastronom har spist dyrt og halvdårligt på en restaurant i Store Kongensgade. Han spørger: »Hvorfor eksisterer denne restaurant overhovedet?«

Forsiden af den britiske avis The Sun i dag.
Forsiden af den britiske avis The Sun i dag.

Lidt på samme måde har briterne spurgt sig selv: »Hvorfor eksisterer denne prins overhovedet?« Så nu er prins Andrew, der var gode venner med den klamme fyr Jeffrey Epstein, ikke længere prins.

Og Letland trækker sig fra Istanbulkonventionen, der skal beskytte kvinder mod vold, fordi konventionen også beskytter transkvinder, og dem må man åbenbart gerne slå.

Man er med andre ord ikke gået glip af meget opmuntring, hvis man denne morgen har valgt at læse en bog eller høre en podcast i stedet for at mæske sig i nyheder. Så her er to hurtige anbefalinger af noget at lytte til eller læse:

1: I podcasten Song Exploder fortæller musikere, hvordan de skrev et bestemt nummer. Nogle gange ret ukendte folk, andre gange gigantiske stjerner, men typisk lige interessant. Man får lov at høre de tidligste optagelser med støj og knas og tøvende vokal, og så efterhånden bliver der lagt lag på lag af dejlig musik til, imens vi får at vide, hvilke tanker kunstneren gjorde sig undervejs, og hvem der hjalp til med gode ideer og indfald. Til slut hører vi det færdige nummer. Udgaven fra for nylig om skabelsen af a-has vidunderlige »Take On Me« er et godt sted at begynde.

2: Mads Brüggers indstilling af den tidligere efterretningschef Lars Findsen til Cavlingprisen for »en helt usædvanlig journalistisk integritet, indsigt og risikovilje« i arbejdet med at få Samsam-sagen frem i lyset. Det er sjov trolling af journaliststanden.

3. Kommunalvalget og meningen med livet

Pernille Rosenkrantz-Theil spås at tabe kommunevalget i København. Det kan der være mange gode grunde til, men den socialdemokratiske spidskandidats evner som debattør ville ikke være blandt dem. Hør blot, hvordan hun i ugens Q&CO fladmaser Jyllands-Posten i en diskussion af, hvorfor hun blev så sur, da avisen sendte en flok unge medarbejdere for at interviewe hende til et stort (og i øvrigt ret godt) portræt. 

Jeg kendte selv Rosenkrantz-Theil som studerende back in the day, så jeg er ikke overrasket over, at hun er kvik i bøtten. Jeg har også selv skrevet et portræt af hende her i avisen, men vi mødtes ikke i den anledning, det var en på afstand-tekst.

Men hvem vinder så i hovedstaden? Bliver det den del af venstrefløjen, som er enedes om at slå plat på palæstinensernes trængsler og derfor ikke kritiserer Frie Grønnes jødefjendske slogan?

Eller bliver det De Radikale, som nok har konstateret, at det ofte ikke går så godt, når de forsøger at henvende sig til danskere om politik og derfor i stedet har opsat plakater til byens udenlandske indbyggere, der næppe tidligere har hørt om det sælsomme midterparti. Det er altså klogt stemmefiskeri!

Estas elecciones también son tuyas, skriver partiet til alle de mange københavnske spansktalende. »Det er også dit valg«. Hvortil jeg siger: ¡Hagamos que Copenhague vuelva a ser español!

Apropos: Jeg skulle bestemt have valgt tysk i gymnasiet i stedet for spansk (som jeg også taler meget dårligt), for flere læsere har informeret mig om, at mit eget navn, Zieler (»Tsieler«), bestemt ikke udtales med stemt s på tysk, sådan som jeg påstod i nyhedsbrevet i går. Det er simpelthen ikke det, stemt s betyder. Ts-lyden på tysk kaldes derimod et affrikativ, hvilket enhver 1. g-elev sikkert ved.

Det er en flov omgang, for jeg klogede mig ellers sådan sprogligt i det nyhedsbrev. Selvfølgelig burde jeg have vidst, at det ville gå galt, for der gælder nemlig den regel, at i enhver tekst, der skal belære andre om korrekt sprog, vil der optræde mindst én pinlig sprogfejl.

Emma Gad kunne heller ikke lide sprogrevsere (selvom hun også selv var en) og skrev: »Man skal aldrig lægge for dagen, at man hører, og end mindre gøre opmærksom på, at der begås sproglige fejl, hvorved man kan beskæmme eller fornærme en anden.«

Der er også kommet en mail om gårsdagens indslag her i nyhedsbrevet om Manden i hullet, DR-serien om Rasmus Bruun og Frederik Cilius, der fører samtaler om græske myter ved et hul i Bruuns have. Jeg skrev, at serien var en hilsen til Poul og Nulle i hullet fra 1980, men læseren mener, at den egentlige inspiration må være Peter Seeberg-novellen Hullet fra 1962, hvori en gruppe arbejdsmænd bliver sat til at grave et hul et sted i forstæderne.

Det er altså en fed lille historie! Mændene får ikke præcise dessiner, så de går bare i gang med skovlene. I dagevis graver de, og undervejs drøfter de, hvor stort hullet skal være, og hvornår det mon er dybt nok. Som læseren skriver: »De graver jo ganske enkelt et hul og fylder mening i det!«

Hvilket jo også er pointen med livet.

God weekend!

Christoffer Zieler