Måske man kan huske, hvordan Martin Scorseses langfilm om underklassen, Gangs of New York, slutter: Man ser den amerikanske metropol vokse frem; ud af 1800-tallets kulsodede slum rejser knejsende skyskrabere sig.

»Dette er de hænder, der byggede Amerika,« crooner Bono, U2-sangeren, så smægtende som en borgmestertunge i det mest velvillige øre. Eller som Pernille Rosenkrantz-Theil, da hun efter bebudelsen af sit overborgmesterkandidatur for Socialdemokratiet i København smiler til TV 2 og siger, at »det er os, der har bygget verdens dejligste hovedstad«.