Dagen ifølge Christoffer Zieler

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

I sin have ved Esrum Sø graver Rasmus Bruun et hul, mens Frederik Cilius kigger på. Det er plottet i en ny serie på Danmarks Radio, hvis titel derfor er Manden i hullet.

Det er en modig titel, for man kan ikke lave en DR-serie om nogle mænd og et hul uden at vække en kollektiv erindring om tv-julekalenderen fra 1980, der hed Jul og grønne skove, men for evigt vil være kendt som Poul og Nulle i hullet, også af en del mennesker, der aldrig har set den eller var rene babyer, da den blev sendt.

1. Arven fra hullet

Poul og Nulle i hullet var resultatet af et DR, der gav efter for en impuls til at eksperimentere. Poul Nesgaard og Elith »Nulle« Jørgensen fik lov at være skøre nede i deres hul; de fik lov at lave tv, som de selv fandt morsomt og nødvendigt, selvom enhver kunne regne ud, at produktet ville virke uforståeligt og frastødende på en vis portion af seerne, herunder sandsynligvis samtlige børn, der skulle se julekalender, og deres forældre. Mange af disse forældre kom sig aldrig og hader stadig DR i dag, hvis de ellers er i live.

Hullet var det maksimalt DR-skøre, der kunne ske i 1980, og det fik konsekvenser. Det knæsatte en særlig måde at være vild på i DR, som gav andre kreative personer en åbning. For eksempel havde Mikael Bertelsen og alt det, han tilførte, næppe været en mulighed, hvis det ikke havde været for det hul i 1980.

At Bruun og Cilius nu får lov at lave en serie om en mand, der graver et hul, viser, at det selv i nutidens nidkært politisk overvågede og frygtsomme DR er muligt at være en lille smule Poul og Nulle-agtige.

Om den nye serie er vellykket, er lidt tidligt at vurdere, men jeg kunne godt lide første afsnit. Rasmus Bruun er hele tiden i en filosofisk dialog med Cilius – som en buttet Sokrates – og sammen riffer de over græske myter og de arketypiske karakterer, der befolker dem, for eksempel i første afsnit om heltefiguren, som Rasmus spejler sig i med sin skovl som våben.

Formen er tilstræbt henkastet og afslappet, men ikke helt så fri som i makkerparrets andre produktioner – for eksempel Operarejsen. Man fornemmer, at redaktøren har ønsket at klemme så meget mytemateriale som muligt ind i programmet, så Bruun og Cilius virker en smule tøjlede af manuskriptet. Måske finder serien et mere uhæmmet leje efterhånden.

Helt galt kan det ikke gå, når den hedder Manden i hullet. 

2. Sjælden jord under neglene

Apropos huller i jorden ser det ud til, at USA kan være ved at grave sig ned i ét.

Kina synes i hvert fald fast besluttet på at ville vinde kampen om verdensøkonomisk og teknologisk herredømme ved at kontrollere de sjældne jordarter, som indgår i al væsentlig moderne teknologi.

Selvom geologiprofessor Minik Rosing ofte gentager, at sjældne jordarter hverken er sjældne eller jord (de er metaller), er det kun Kina, som reelt kan udvinde og raffinere dem. Derfor kan Kina ende med at vinde den handelskrig, som USAs præsident har indledt og gjort til sit hovedfokus. Amerikanerne kontrollerer (mere eller mindre) adgangen til tidens bedste computerchips, men kineserne kontrollerer de metaller, der skal bruges, hvis man vil bygge dem. USA har bilen, Kina har benzinen.

»Kina sidder fuldstændig på de sjældne jordarter: 70 procent af minedriften og 90 procent af raffineringen sker i Kina. Det samme gør 94 procent af produktionen af de magneter, man laver af jordarterne,« som Christian Bennike skrev her i avisen sidste år.

Mange artikler og podcasts handler for tiden om, at der jo findes sjældne jordarter i Sverige – som i Bennikes artikel – eller i USA og Grønland. Men det er besværligt at grave dem ud, og det kræver specialviden at raffinere dem. Selvom de vestlige lande beslutter sig for selv at få sjælden jord under neglene, vil det tage nogle år at opbygge en produktion. Så Kina står stærkt. Man kan godt undre sig lidt over, at Trump overhovedet indleder konflikten.

I en opsigtsvækkende artikel fra dagens udgave af The Free Press beskriver en tidligere Asien-rådgiver for Donald Trump ved navn Matt Pottinger et møde i 2017 mellem Trump og premierminister i Kina Li Qiang, hvor Kina brutalt meddelte USA, hvilken fremtid de dengang så for sig:

»Idet han tiltalte Trump fra den anden side af bordet, malede premierminister Li et truende billede af den ikke så fjerne fremtid. Kina, sagde han, ville totalt dominere dette århundredes vigtigste teknologier, inklusive kunstig intelligens. Verden ville blive mere afhængig af Kina end nogensinde før. USA, sagde Li, ville ikke eksportere meget andet til Kina end sojabønner og majs.«

Pottinger skriver, at Trump aldrig nævnte dette møde igen over for ham.

3. Egander mod Sikandar

Hvis man læste nyhedsbrevet i går, vil man vide, at Frie Grønnes leder, Sikandar Siddiques, fornavn udtales, så det rimer på »panda«, hvilket også fremgår af nogle af partiets plakater i København. Det oplyste Siddique selv, da jeg ringede til ham.

De fleste af os gik ellers nok rundt og troede, at Sikandar udtaltes, så det rimede på »panter«. Til vores forsvar er panteren et langt federe dyr end pandaen. Hvem vil ikke gerne være panter? Særligt i København, en rigtig baggårdspuma.

Men sådan har Sikandar Siddique det ikke selv, og man forstår ham godt. Det er bare sjældent sjovt, når folk gør nar ad andres navne ved at udtale dem forkert med vilje.

Men måske er det mere kompliceret. Det mener den konservative tænker Christian Egander Skov, som på X besluttede sig for at belære Sikandar Siddique om, hvordan man udtaler Sikandar. »Du bestemmer ikke, hvordan dit navn udtales på dansk,« skrev han.

På dansk? Forestillede Egander Skov sig, at navnet skal udtales Aleksander, idet Sikandar på urdu og persisk er en variant af dette navn? Skal man ikke give samtykke, før nogen bare behandler ens navn som deres ejendom?

Her til morgen har Egander Skov uddybet sin pointe hos Radio IIII. »Hvis jeg tager til USA eller England og insisterer på, at mit navn bliver udtalt, præcis ligesom det bliver udtalt på dansk – Christian Egander Skov – så får jeg vældig travlt med at irettesætte folk.«

Og videre: »Når vi får fremmedord ind i sproget, udtaler vi dem, sådan som vi kender vores sprog i forvejen.« Han nævner Caroline Wozniacki som eksempel på en person, hvis navn udtales på én måde på polsk, men som vi ligesom er blevet enige om at fordanske. Her har Egander jo en pointe. Selv hedder jeg Zieler, men ingen, jeg kender, udtaler det med et stemt z, som i de tysktalende lande, navnet kommer fra. Jeg savner ikke det stemte z.

Bare for at gøre sprogforbistringen total: Her er en video, hvor Sikandar Siddique selv udtaler sit navn, så det faktisk rimer på både Egander og panter. Sikandar Siddique gør det bare ikke let for sig selv.

PS. I det hele taget svinger Christian Egander Skov sin sprogpisk i disse dage. I en kronik, som Berlingske bragte i går, beklager han sig over, at det danske sprog rundtom bliver erstattet af engelsk (og urdu åbenbart), samt at onlineordbogen Ordnet.dk er lukningstruet. (Ordnet udtales for resten Ord-net, ikke ordnet, som i: Jeg har ordnet indkøbene).

»I Danmark har vi lært at behandle sproget som en tarvelig tøs. Noget vi må nøjes med, men som ikke fortjener nogen særlig opmærksomhed,« skriver Egander Skov, der forhåbentlig allerede har en kæreste, ellers bliver det muligvis lidt op ad bakke herfra.

God Donnerstag, som vi Zielere plejer at sige, 
Christoffer Zieler