Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Partiet Frie Grønne har sat en mærkelig valgplakat op i København.

Det er ikke den med »Befri København Fra Zionismen«, jeg tænker på, selvom den forståeligt nok skræmmer livet af byens jødiske borgere og forarger en del andre. Den plakat er også mærkelig. Nej, det er den plakat, der har teksten:

»Sikandar rimer på panda.«

Dagen ifølge

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

1. Rim og remser

Rimer Sikandar virkelig på panda?

Jeg har aldrig hørt nogen udtale Frie Grønnes leder, Sikandar Siddiques, navn, så det rimer på pandaen, denne tombolabjørn. En læser af nyhedsbrevet har haft samme oplevelse og foreslog en form for journalistisk research. 

Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto

Så jeg ringede til Sikandar Siddique, der tog telefonen, men desværre blev hans indledende hilsen druknet i elektronisk støj, hvorved mit spørgsmål om hans navns udtale ikke, som jeg havde håbet, omgående blev besvaret, uden at jeg behøvede at bestille noget.

– Jeg har et ultrakort spørgsmål.

»Suk, du er nødt til at sende en mail. Alle har et ultrakort spørgsmål. Du er nummer hundrede og …«

– Det er bare, hvordan du udtaler dit navn?

»Nå. Sikanda.«

– Så Sikandar rimer på panda?

»Ja, det er derfor, plakaten er lavet. Folk siger Sikan-DARRH og Sikánder. Det er Sikanda. Sikandar rimer på panda.«

– Tak.

»Selv tak, hej.«

Og antisemit rimer på musvit, eller næsten, men det har ikke noget med pandaplakaten at gøre. Den kan man ikke sætte en finger på.

2. Orkani

Tropiske orkaner er som krimipodcast, frydefulde gysere. Modsat jordskælv og flystyrt indtræffer orkaner jo med flere dages varsel, så der er rigtig god tid til at mæske sig i tv-meteorologernes billeder af det roterende hvide bæst, mens det samler styrke et sted ude over havet. 

Langsomt tager orkanen til i ondskab. Vi ser billeder fra uhyrets »øje« optaget fra flyvemaskiner, og der vises nedbørskort med hidsige farver og mængdeangivelser, der svarer til et helt års samlede regnskyl i Danmark. Snart vil orkanen gå i land i den lille østat Jamaica. Tænk, hvis sådan en storm ramte vores sarte kyster og spinkle bøgetræer. Så ville det måske kun være de mest solide bygninger som Biltema og Dinos Legeland, der stod tilbage.

Bliver det en 4er? Eller en 5er? Og vil stormen have beholdt sin fulde kraft, når den som en straffende Godzilla hamrer i land og sønderslår alle jamaicanernes skrøbelige strukturer? Tænk på alle de små mennesker, der skutter sig i kældre og ventesale med vanddunke og kiks, mens deres lommelygter langsomt går ud, og stormen hyler ovenover.

Der er ingen tvivl om, at jo kraftigere stormen er, desto bedre er historien. Man fornemmer altid skuffelsen i medierne, hvis en tropisk orkan når at løje af, før den for alvor kan smadre alting.

Så vidt jeg kan se, er Melissa – der nu har kurs mod Cuba – faktisk så slem, som selv den mest inkarnerede orkanist kunne frygte/håbe. Tirsdag erklærede Jamaicas premierminister, Andrew Holness, sit land for katastrofeområde.

Et lyspunkt for jamaicanerne er, at Reggae Girlz – det jamaicanske kvindelandshold i fodbold – tirsdag bankede Trinidad og Tobagos hold 4-1. Det skriver det jamaicanske medie The Gleaner

3. Usømmelig omgang med lig

Israelerne kastede igen i går bomber over ruinmarkerne i Gaza, hvilket angiveligt har kostet 42 mennesker livet, også kvinder og børn.

Ifølge Israel var angrebene en reaktion på, at Hamas flere gange havde brudt den allerede porøse våbenhvile mellem de to parter.

For det første blev en 37-årig israelsk befalingsmand tirsdag dræbt med skud affyret fra den del af Gazastriben, der fortsat kontrolleres af Hamas. For det andet har Hamas ifølge Israel svigtet sit løfte om at udlevere de sidste lig af de gidsler, som er omkommet eller dræbt i deres fangenskab hos terrorgruppen.

I stedet har Hamas udleveret andre lig eller ligdele til israelerne, en helt særlig kategori af usømmelig omgang med de døde.

En tredje årsag er, at Israel mener at kunne bevise, at Hamas har iscenesat, at et lig, som gruppen udleverede, skulle graves frem. På en video, der omtales af CNN, ses en gruppe mænd skyndsomt begrave en krop, der er indhyllet i et hvidt lagen, hvorefter en bulldozer graver liget fri, og Røde Kors-medarbejdere dukker op og tager imod det. 

Røde Kors har i en erklæring forklaret, at organisationen ikke havde nogen viden om svindelnummeret: »Det er uacceptabelt, at man arrangerede en falsk bjærgning [af liget], når så meget afhænger af, at denne aftale overholdes, og når så mange familier fortsat venter i urolig spænding på at få nyt om, hvad der er sket for dem, de elsker.«

Hvilken elendig skæbne at være det menneske, der efter sin død blev brugt som en rekvisit af Hamas.

Hav en god onsdag!
Christoffer Zieler