Det danske pavekompleks

Da pave Johannes Paul 2. besøgte Danmark i 1989, kunne folkekirken først slet ikke finde ud af, hvordan man skulle tage imod ham. Biskopper og andre kirkerepræsentanter vred sig i pibekraverne, og det endte med et møde i Moltkes Palæ og noget aftensang i Roskilde Domkirke, men først efter en lidt pinlig omgang ballade om, hvorvidt en pave overhovedet kunne få lov at overvære en rigtig messe.

Det var ikke så overskudsagtigt.

Modtagelsen af paven dengang sagde nok en del om den danske kristne selvforståelse og vanskelighederne ved at være et lille kirkesamfund, der jo i sagens natur mener at tro på Gud og forstå Jesus på den mindst ringe måde. Danskere, der interesserer sig for teologi, taler i hvert fald ofte om den katolske kirke, sådan som jeg forestiller mig, at bestyrelsen hos Bryggeriet Vestfyen, der laver Jolly, taler om dem fra Coca-Cola.

Typisk har det afspejlet sig i en ret distanceret mediebehandling, men ved pave Frans’ død og valget af den nye pave Leo er det, som om de danske medier i stedet er begyndt at producere en ny form for nærmest jublende dækning af det katolske.

Her i avisen skrev Christian Bennike om, hvordan denne overstadige dækning af paveskiftet gjorde ham rasende, fordi det ignorerer, hvilken magtfuld og dybt problematisk organisation den katolske kirke også er. Det synspunkt har han siden forsvaret over for den danske katolske biskop, Czeslaw Kozon, og senest i B.T.s mediemagasin Q&CO i debat med Kristeligt Dagblads chefredaktør, Jeppe Duvå.

Her sagde Jeppe Duvå, at det faktisk var udtryk for en modning af den danske mediedækning, at man kunne forholde sig til den katolske kirke som andet end blot pædoer og skandaler, sådan som Bennike efterspurgte.

Duvå taler med autoritet, for netop Kristeligt Dagblad er nok det ene danske medie, der vedholdende forsøger at dække den katolske kirkes forhold, også i de kedelige mellemår, når den siddende pave er nogenlunde frisk og fri af rullestolen.

Alligevel er det nok for forhåbningsfuldt at kalde det en modning. Snarere er der nok tale om, at mediedækningen af Frans og Leo blot er en variant af den overfladiskhed, som er normen herhjemme, når det kommer til katolicismen.

Danmark er folkekirkens land. En dansk grundfortælling er, at Luther satte os fri af pavestyret, som står for alt, hvad mange foragter – det universalistiske, det storladne, institution over individ – men fordi vores husreligion er og bliver en lille sekt inden for den kristne verden, findes der naturligvis også et nedarvet kristent mindreværdskompleks i Danmark.

På baggrund af de sidste par ugers mediedækning, må man nok konkludere, at der er to overordnede måder, de danske medier har dækket den katolske kirke på: lalleglad – eller ja, lallefordømmende. Lalleglæden er det nye, men man skal ikke tage fejl: Dum begejstring er også en måde at holde et emne ud i strakt arm på. Det er lettere at stå og pege og knevre om sort og hvid røg end faktisk at sætte sig ind i, hvad de forskellige kandidater til pavesædet stod for, og hvordan den katolske kirkes finanser hænger sammen, eller dens virkning i Afrika og Østasien eller Mellemøsten.

Det er oplagt at sammenligne lalleriet med dækningen af de kongelige. Men måske skyldes den hjernedøde kongehusdækning i Danmark ikke bare ond vilje, men at medierne simpelthen ikke ved ret meget om, hvad der foregår i et kongehus, som er delvis undtaget demokratisk kontrol og offentlighed. Hvis man ikke har tid og råd til at dække de kongelige ordentligt, kan man jo skrive om deres tøj.

Måske kan den nyvundne begejstring for det katolske som overfladefænomen og skræmmebillede i forening gøre folk nysgerrige nok på selve den katolske kirke til, at vores store medier reelt begynder at dække den. Det er sådan, jeg opfatter kernen i Bennikes kritik; som et ønske om, at der ved siden af fankulturdækningen af pavedømmet kunne eksistere en mere udbredt og dyb interesse for den katolske kirke.

Men hvorfor egentlig?

Fordi vi ved at blive klogere på det største kristne trossamfund også vil kunne se den herhjemme så dominerende danske folkekirke mere klart – og forstå den som en del af en global kristen bevægelse. Så kunne vi på et mere oplyst grundlag stille spørgsmål om den selvfølgelighed, hvormed danske præster optræder som dommere i etiske spørgsmål og fortolkere af vores kulturarv og historie.