Syndsforglemmelse. Hvorfor står vi pludselig og klapper ad paven? Kirken står stadig for alt det, vi burde bekæmpe: skam, sexisme og diskrimination.
Den katolske kirke gør verden til et dårligere sted at leve
Pave Frans er død, og den store hyldest er i gang: Han var en progressiv mand, en fin fyr, der stod for »inklusion og omsorg for de marginaliserede«, som The New York Times skriver. »En inspirerende modernisator« (Financial Times), »Pave Frans ledte den katolske kirke ind i moderne tid« (Ritzau), han var »woke, om man vil« (Berlingske).
Så nu rapporterer tv-korrespondenter live fra Peterspladsen og guider os gennem begivenhederne, som var det en mærkedag i Kongehuset: Schweizergarden, kisten, røgelsen, hattene, konklavet, Det Sixtinske Kapel … Sjældent har katolicismen fremstået mere tiltrækkende.
Men midt i pavefilien bør vi minde os selv og hinanden om, at den katolske kirke stadig er en sexistisk, homofobisk, løgnagtig, undertrykkende institution. At kirken og paven repræsenterer alt det, vi har bygget vores moderne, frie samfund i modsætning til – lidt ligesom dogmatisk islam.
Fundamentet for den katolske kirke er kønsdiskrimination: Kvinder kan ikke blive præster, troens ledere skal være mænd. Der er to krav til den næste pave: Han skal være katolik, og han skal være en han.
Det mente den woke pave også: Da den katolske kirke i Tyskland besluttede at tage skridt hen imod kvindelige præster, var pave Frans imod: »Tyskland har allerede en stor protestantisk kirke, de behøver ikke en mere,« sagde han.
Abort – uanset i hvilken uge – betragtes ikke bare som en synd, »abort er mord«, som pave Frans har sagt. Han har flere gange sammenlignet det med »at hyre en lejemorder til at løse et problem«. Altså: Danske læger begik sidste år 15.000 lejemord på foranledning af danske kvinder.
Og ligesom resten af kirken var Frans indædt modstander af prævention: Sex og forplantning hænger uløseligt sammen, og hvis de adskilles, bliver seksualiteten »forarmet«, som paven sagde.
Det er fint, at pave Frans vaskede fødder på hjemløse og arbejdede i et suppekøkken, fint, at han talte om faren ved klimaforandringer og ønskede fred – der var skam glimt af noget smukt og progressivt hos den afdøde pave – men den katolske kirke er stadig indbegrebet af alt det, vi bør kæmpe imod.
Kirken er stadigvæk imod ikke bare homovielser, men homoseksualitet som sådan. Det er en synd, Gud kan ikke lide den slags kærlighed, må man forstå.
Den afdøde pave kom rigtignok med små retoriske opblødninger – »jeg dømmer ikke,« som han sagde for nogle år siden, et citat, der nu bliver fremhævet i alle nekrologerne som et bevis på, at han skam var rummelig – men hans handlinger var bestemt ikke progressive:
Da et overvældende flertal af tyske biskopper i 2023 besluttede, at de gerne ville vie homoseksuelle i kirken, fordømte paven og Vatikanet beslutningen.
Og da Italien i 2016 endelig ville give homoseksuelle mulighed for registreret partnerskab (som man har haft i Danmark siden 1989), kæmpede paven og kirken imod. Homoseksuelle er ikke »den familie, Gud ønsker«, udtalte pave Frans.
Vi skal nok også – nu vi svælger i rosenkranse og røgelse – lige nævne al den organiserede pædofili. Grooming, trusler, systematisk dækken over autoritetsfigurer, som har voldtaget små børn. Det har stået på i århundreder. Der har været kæmpe skandaler i lande som USA, Tyskland og Chile, men sjovt nok endnu ikke i Italien ...
Eller hvad med de katolske mor og barn-hjem drevet af nonner, hvor tusindvis af ugifte gravide kvinder blev sendt hen for at føde deres børn i dølgsmål? For nogle år siden fandt man ligene af 800 spædbørn i en massegrav i det vestlige Irland.
Eller hvad med kirkens absurde lukkethed, bestikkelsen, løgnene, de stejle hierarkier ... Hvad med den generelle tabuisering af nærmest alt kropsligt, onani, lyst, sex, som får millioner af mennesker til at leve i frygt for evig fortabelse og skamme sig over noget, som er helt naturligt?
Så hjælper det ikke meget, at pave Frans havde »det her lidt skæve smil«, som DRs mand i latinamerika sagde på DR forleden.
Den katolske kirke gør grundlæggende verden til et dårligere og mere undertrykkende sted at leve. Alligevel skal vi nu sidde og læse den ene kommentar efter den anden om »den moderne kirke« og »den moderne pave«.
Som om det er en stor sejr, at man måske snart overvejer at holde op med at kalde homoseksuelle for syndere. At fraskilte mænd og kvinder måske i en ikke alt for fjern fremtid skal have lov til at gå til alters. At der måske er lidt mindre tolereret pædofili.
Hver gang en imam i Glostrup mumler noget med, at kønsopdelt svømmeundervisning faktisk er ret fedt, går vi amok: Det er illiberalt, det er udansk, det er diskrimination. Og tak for det, for det er sandt. Men skulle vi så ikke udstrække den samme nådesløse kritik til verdens største kristne kirke?
Andre lytter til
Den afdøde pave Frans bliver hyldet for at være progressiv og fornyende: »En stor forandrer, der tog det første vigtige skridt mod en tidssvarende kirke,« som Weekendavisens Morten Beiter skriver i sin nekrolog over paven. Beiter har boet 17 år i Italien og fulgt den katolske kirke tæt – han er gæst i dagens Avistid.
Dagens vært, Christian Bennike, er mere skeptisk over for kirken. Den er grundlæggende undertrykkende og illiberal, mener han. Men måske er den katolske kirke nu endelig på vej ind i den moderne verden.
Programmet er produceret og tilrettelagt af Karen Sigrid Jacobsen.
Modtag nyhedsbrevet 'Ugens ørehængere', og få aktuelle og kuriøse højdepunkter fra podcasten Avistid og udvalgte oplæste artikler fra ugens løb.
Del:
