Politik. Med pave emeritus Ratzingers død udløses spændinger mellem den katolske kirkes fløje, og kampen om, hvem der engang skal afløse den nuværende pave Frans, er så småt i gang.
Kampen om Peters trone
Morto un papa se ne fa un altro (Når en pave er død, laver man en ny). Sådan lyder et gammelt og slidt italiensk ordsprog, der ikke kun er møntet på paver, og som udspringer af den meget præcise drejebog for, hvad der sker, når en pave dør. Valget af en ny pave kan tage kort tid, eller det kan tage så lang tid, at den verdslige verden til sidst mister tålmodigheden og begynder at chikanere konklavet på det groveste, som det skete ved pavevalget i Viterbo 1268-1271, da man først forsøgte at udsulte kardinalerne, og senere i desperation fjernede taget over deres hoveder, for at få dem til at blive enige. Men resultatet er altid, netop, en ny pave.
I forbindelse med pave emeritus Benedikt 16. alias Joseph Ratzingers død kan dog hverken ordsprog eller drejebog bruges, da den nye pave, Francesco, nummer 266 i den ubrudte række, allerede blev »lavet« i 2013 i forbindelse med Benedikts abdicering. At den afgåede pave før eller siden ville dø, og Vatikanet igen ville blive en stat med kun én pave, var naturligvis ikke en hemmelighed for nogen, og under megen diskretion var man under Peterskirkens kuppel begyndt at forholde sig til, hvad man skulle stille op. Men nogen egentlig protokol eksisterede ikke, da Ratzinger i en alder af 95 på den sidste dag i det gamle år udåndede i det kloster i Vatikanet, han havde trukket sig tilbage til.
Fortsæt uden at betale en krone
Få adgang til artiklen, vores nyhedsbreve og mange flere login-fordele.
Se mereDel: