Morten Beiter

(f. 1964) er journalist og forfatter. Morten blev uddannet på Journalisthøjskolen i Århus i 1991 og har tidligere arbejdet på Vestkysten, Jydske Tidende, Flensborg Avis og Berlingske Tidende, og han har som freelance journalist i Italien skrevet om italienske forhold til et væld af danske dagblade. Af bøger har han blandt andet skrevet Mafiaen kommer, om den italienske mafias fremrykken i Europa, Passione, om mad og mennesker i Italien, Mand af ære, om den afhoppede mafioso Claudio Samperi, Vejen til Napoli, en reportagebog fra Italien, samt bidraget til bogen Goethe i Italien, i selskab med Henrik Wivel og Jakob Levinsen.
Vingeskudt. Millioner af trækfugle forsvinder hvert år over Europa, ofte på grund af systemisk krybskytteri.

Til sidste fjer

Til sidste fjer Af Morten Beiter

Operazione Pettirosso – på dansk »Operation Rødkælk« – er en storstilet, tilbagevendende norditaliensk politiaktion mod ulovlig jagt på trækfugle i provinserne Brescia og Mantova, såkaldte black spots, hvor fuglene er særligt udsatte. Selv om de italienske myndigheder har fokuseret på problemet siden 1991, og betjente og lovbrydere efterhånden må kunne stille deres ure efter hinanden, bliver der ved med at være »gevinst«. I oktober måned, hvor 50 betjente fra et specialkorps udførte kontroller døgnet rundt, kom man op på ikke færre end 130 personer anmeldt for ulovlig jagt, overtrædelse af våbenloven, hæleri, svindel og dyrplageri. Desuden 77 beslaglagte geværer, net og fælder, samt fund af næsten 4000 fugle, de fleste døde og frosset ned, heraf en del fredede arter, og mere end 800 endnu levende eksemplarer i bure. Alt sammen tegn på, at der er tale om et fænomen med dybe kulturelle rødder, som man med vedvarende håndhævelse af loven kun kan holde nede til en vis grad, men ikke komme til livs. Og billedet går i varierende omfang igen hele vejen ned gennem den italienske halvø, hvor fugle bliver skudt og spist, fanget levende og solgt, skudt for sportens skyld eller dræbt, fordi de betragtes som skadedyr.

Det er ikke ualmindeligt, at man bliver mødt af synet af en mindre flok småfugle roterende over en sagte ild, stadig med hovedet på kroppen, når man inviteres på middag i italienske landsbyer. Det skal jo være lækkert, når der er gæster. Eller at dusinvis døde drosseløjne stirrer op fra bradepandens dyb til en fællesmiddag i billardklubben, inden brystkødet bliver pillet af det spinkle skelet med plastikbestik. Om det er lovligt eller ej, er vanskeligt at sige, for i et vist omfang er det tilladt at skyde drosler i Italien, man må dog ikke handle med dem.

Bjergene genlyder efteråret igennem af en plaffen, efterfulgt af de nedfaldne hagls raslen mod løvet, og jægerne forsvinder op ad formiddagen ned mod deres landsbyer med bundter af fugle bundet til livremmen, som deres fædre før dem. Under alle omstændigheder er der tale om en menneskeskabt massedød blandt fugle, som i et udzoomet, europæisk og regionalt perspektiv har fået den internationale fugleværnsorganisation BirdLife International, som også Dansk Ornitologisk Forening (DOF) er medlem af, til at slå alarm. I en artikel med overskriften »The Killing Crisis«, bragt i slutningen af september på organisationens hjemmeside, blev alene det årlige antal illegalt dræbte og tilfangetagne fugle omkring Middelhavet, i Nordeuropa og i Kaukasus skønsmæssigt opgjort til ikke færre end 25 millioner eksemplarer. Heriblandt arter, der er truede på et globalt plan, såsom den europæiske turteldue, som i et sparsomt omfang yngler i Danmark, og som efterhånden regnes for den mest truede art i Storbritannien, men som på den sydlige del af sin trækrute udsættes for jagt.

Skåret ind til benet har problematikken således to bevægelige dele. Den ene er, at fuglene flytter sig over kæmpe områder med skiftende regler, hvis der da overhovedet er regler, hvilket betyder, at hvad der er ulovligt i den ene ende, altså godt kan være lovligt i den anden, hvorved effekten så at sige ophæves. Og den anden er, at reglerne, når de er der, ofte ikke overholdes eller håndhæves i tilstrækkeligt omfang. I alle tilfælde er udfaldet ikke i fuglenes favør, og nogle arter befinder sig under voldsomt pres.

Knud Flensted er biolog ved DOF med fugle- og naturbevarelse i Europa som et af sine ansvarsområder. Han nævner som eksempel hortulanen, en lille spurvefugl med gul strube og lyserødt næb, som blandt andet yngler i det nordlige Skandinavien og har vinterkvarter i blandt andet Frankrig, hvor jagten på fuglen blev forbudt i 1999, men fortsatte ufortrødent, fordi den betragtes som en stor delikatesse. Jægerne argumenterede for, at bestanden var stor nok til at kunne bære det. Op imod 30.000 hortulaner forsvandt således på den konto hvert år i Frankrig, på trods af fredningen, og det kunne mærkes i de skandinaviske yngleområder, hvor situationen gik fra dårlig til værre. I Norge var man helt nede på syv registrerede ynglende par mod 150 det år, fredningen blev gennemført. Det er for nylig med en artikel i Science Advances forfattet af 31 europæiske biologer lykkedes videnskabeligt at påvise, at den vesteuropæiske hortulan-bestand, som lægger vejen forbi Frankrig, vitterlig er under pres, og de franske myndigheder er i de seneste år begyndt at håndhæve forbuddet på trods af højlydte protester fra jægerne og retssager.

»Billedet varierer fra art til art, og der er fugle, som hvis ellers levestederne er i orden, godt kan klare en vis efterstræbelse. Men med hortulanen er der tale om en art, hvor fangsten lige er den ekstra ting, som gør, at den er truet, og hvert eneste ekstra dødsfald svarer til en reel tilbagegang,« siger Knud Flensted og nævner ud over turtelduen også arter som nattergal, gulbug og løvsanger som værende i farezonen.

»Selvom det måske ikke er jagten, der er årsagen til, at disse arter begyndte at gå tilbage, så kan jagten alligevel få et afgørende udfald, når fuglenes levesteder ændres, eller der sker ændringer i overvintringsområderne i Afrika,« siger han.

Da jeg lagde tallene sammen, og det gik op for mig, hvor mange millioner fugle der dør hvert år, var min første tanke, hvordan det overhovedet er muligt, at der stadig er fugle i himlen.

Anne-Laure Brochet, fransk miljøforsker

Når snakken går om fuglebeskyttelse i Europa, handler det ofte om sydeuropæernes ulovlige jagt på småfugle, som denne artikel også blev indledt med, og nedskydning af rovfugle på træk, hvilket utvivlsomt er et stort og dokumenteret problem. Men Flensted påpeger, at Nordeuropa også godt kan være med, omend ikke med den ulovlige jagt, men med den lovlige.

»Det hører jo med til billedet, synes jeg. Danmark er for eksempel det eneste land i Europa, hvor det er tilladt at gå på motorbådsjagt. Det går blandt andet ud over arter som fløjlsand, havlit og edderfugl, alle globalt rødlistede arter i tilbagegang, og som vi altså alligevel stadig har jagttid på i Danmark, og tilmed fra motorbåde. Og når det fortsat er tilladt, så er det, fordi der er tradition for denne jagt. På nøjagtig samme måde som sydeuropæerne har tradition for deres jagt, som for en dels vedkommende er blevet ulovlig. En jagt, der er lovlig, er ikke nødvendigvis et mindre problem, når det handler om at beskytte truede fuglebestande. Så jeg er ikke meget for at sige, at middelhavsområdet er meget værre end andre. Danmark er faktisk et af de lande i Europa, der har den højeste jagtintensitet overhovedet, så vi er på nogle punkter ikke meget bedre end Frankrig og Italien. Det er bare nogle andre arter, det går ud over.«

Flensted er medforfatter på en artikel i BirdLife Internationals videnskabelige tidsskrift Bird Conservation International med titlen »Illegal killing and taking of birds in Europe outside the Mediterranean: assessing the scope and scale of a complex issue«, som forsøger at sætte tal på, hvor mange fugle der hvert år forsvinder fra faunaen i Europa uden for middelhavsområdet, nærmere bestemt Nord- og Centraleuropa og Kaukasus. Det endelige skøn lyder, at mellem 400.000 og 2,1 millioner fugle hvert år dør eller fanges i hele regionen, og at langt det farligste område er Aserbajdsjan, som tegner sig for næsten halvdelen af tabet og ikke færre end 13 af de 20 værste områder.

Fuglene bliver fortrinsvis jaget som bytte og spist, eller fanget og solgt videre som burfugle eller brugt som lokkefugle, mens det kulinariske aspekt i mindre grad gør sig gældende i den vestlige del af Nord- og Centraleuropa, hvor ulovlighederne mere er bundet op på tidsfordriv og jagt på fugle, som jægerne anser for at være skadelige. Samtlige 28 lande, der indgår i undersøgelsen, er alle medunderskrivere af Bern-Konventionen fra 1979 om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder, og 19 af landene er medlemmer af EU og altså omfattet af Unionens naturbeskyttelsesdirektiver, herunder Fuglebeskyttelsesdirektivet, som fyldte 40 år i år. På trods af disse anstrengelser over grænserne florerer krybskytteriet stadig og ikke kun i middelhavslandene, konkluderer artiklen og anbefaler øget indsats for hånd­hævelse af den eksisterende lovgivning.

Læs også om genudsættelse af Stenalderens vilde heste, okser og bisoner: »Genskabt vildskab«

Det handler altså ikke så meget om at vedtage nye forbud og love, men i højere grad om at få det apparat, man allerede har fået stablet på benene hen over årene, til at fungere bedre.

»Det er en lang, sej proces. Fuglebeskyttelsesdirektivet har jo været en meget stor forbedring, og uden det havde situationen virkelig været katastrofal. Så der er sket forbedringer, og man må sige, at både jagten i Danmark, men også i Sydeuropa, er væsentligt mere kontrolleret i dag end for 40 år siden, da direktivet blev vedtaget. Men det går langsomt på grund af de indgroede traditioner og jagthistorikken i de enkelte lande, og nogle steder er der så mange jægere, at politikerne tænker sig om to gange. Hvis man for eksempel gik ud og forbød edderfuglejagt i Danmark, ville det også udløse et ramaskrig, for dem har strandjægerne skudt i generationer, så man ville virkelig betragte et forbud som et tyveri af kulturarv, selvom denne jagt måske truer arten,« siger Knud Flensted og tilføjer, at man i DOF til en vis grad affinder sig med trægheden, men at det »alligevel skal nævnes, når vi kritiserer Sydeuropa for at drive ubæredygtig jagt«.

Uanset hvordan man vender og drejer det, kommer man dog ikke uden om middelhavsområdet som den helt store synder, når det handler om trækfugle, der forsvinder ud af det globale regnskab. I artiklen »Preliminary assessment of the scope and scale of illegal killing and taking of birds in the Mediterranean«, også trykt i Bird Conservation International og med nogle af de samme forfattere, opgøres antallet til mellem 11 og 36 millioner eksemplarer, som hvert år dræbes eller fanges i regionen, med de allerværste områder i lande som Cypern, Egypten, Italien, Libanon og Syrien. Italien er et af de allerværste lande overhovedet med mellem 3,4 og 7,8 millioner mistede fugle, efterfulgt af Egypten. Også i dette tilfælde er der dog tale om et skøn, baseret på ofte sparsom tilgængelig viden og observationer. Tallene er dog mere end nok til at chokere blandt andre den franske miljøforsker Anne-Laure Brochet fra Burgundy School of Business, Dijon, som koordinerede begge de to undersøgelser af den illegale jagts betydning uden for og inden for middelhavsområdet.

»Da jeg lagde tallene sammen, og det gik op for mig, hvor mange millioner fugle der dør hvert år, var min første tanke, hvordan det overhovedet er muligt, at der stadig er fugle i himlen,« har hun sagt til BirdLife International.

Det arbejde, hun sammen med et internationalt hold af forskere har udført, har allerede ført til stramninger af fuglebeskyttelsen i blandt andet Italien, hvor regeringen i 2017 vedtog en national handlingsplan for bekæmpelse af krybskytteri mod vilde fugle, der i korte træk går ud på at skrue op for kontrollen og den forebyggende indsats og skabe en sammenhæng i indsatsen fra nord til syd. Om det har virket, er endnu for tidligt at sige. Indtil videre er en af de mest synlige manifestationer »Operation Rødkælk«, som i forvejen eksisterede og nu er flyttet over i handlingsplanens regi. Men kigger man på den lokale statistik for beslaglæggelserne hen over årene, er der ikke noget, der tyder på, at fænomenet er ved at aftage, nærmest tværtimod.

»Hvis jeg skal sige noget opløftende, må det være, at det er mit indtryk, at det trods alt er en tradition, der er under uddøen, men bestemt ikke er det endnu,« siger Knud Flensted.

Kan være. Kigger man sig omkring i billard­klubberne i de umbriske landsbyer, hvor der ofte er drosler på menuen til fællesspisningerne, er gennemsnitsalderen i hvert fald tæt på de 80. Men appetitten fejler ikke det mindste.

 

Læs også om, at så snart et dyr forsvinder, glemmer vi, at det var der: »Ude af øje«

Side 53