Da det hele startede, var Bjarne Hansen tre år gammel, og Cheminovas grundlægger og direktør, Gunnar Andreasen, var 39. Nu har Andreasen ligget i sin grav næsten lige så længe, og Bjarne Hansen er en gammel mand i et par hvide underbukser så store, at man kan sætte sejl med dem.

»Jeg er ikke helt i tøjet endnu, fra morgenen af satte jeg mig til computeren, og har ikke fået mig rejst siden,« forklarer han og stikker i et par lange bukser og tænder for kaffemaskinen. I radioen er miljøminister Magnus Heunicke netop blevet færdig med at gentage, at han ikke var miljøminister, da det ministerium, han overtog i slutningen af 2022, ifølge DRs afsløringer tryllede med retningslinjerne, så de passede til kemifabrikken Cheminova og andre forurenende virksomheders behov for at udlede miljøfarlige stoffer i havmiljøet. En skandaløs og direkte ulovlig handling i strid med alle forvaltningsprincipper, efter flere eksperters mening.