Alperne har med deres dybe dale og høje tinder en fabelagtig evne til at opsamle og bevare skæbner, kultur og historie, som nemmere går tabt ude på det flade land. Indholdet kan ændre sig radikalt fra den ene dal til den næste, alt efter hvor man bevæger sig hen på den gigantiske knude af opfoldet jordskorpe, der danner barriere mellem nord og syd, øst og vest. 

Bjergene giver beskyttelse, husly, muligheder. Engang var det et krigerfolk fra nord, kimbrerne, som gled ned ad bjergsiderne på deres skjolde efter at have fået bank af romerne og ifølge legenden flygtede ind i en alpedal og bosatte sig der. I denne ende af historien er det venstreorienterede, sekulariserede israelere, som er trætte af at være israelere og leder efter et nyt land, der flyder med mælk og honning.