Forudsigelser. Den 7. oktober har kastet verdens jøder ud i en ny rodløshed. Essay af Kathrine Tschemerinsky.
En tid uden forjættede lande

Billedet er lavet af Tal R efter inspiration af Edvard Munchs Aften på Karl Johan fra 1892. Træsnit: Tal R
Tre israelere og to engelske jøder spiser Sunday roast på Spaniards Inn i London-kvarteret Hampstead. De to englændere beskriver leende deres forvirring i forbindelse med den seneste folketælling, hvor et af felterne omhandlede etnicitet. Skulle de sætte krydset ved »hvid britisk«, »hvid anden« eller »blandet«? Som aftenen skrider frem, bliver udvekslingerne mere intime, men også mere tungsindige. Én fortæller, at han ikke længere bruger ordet »Israel«, når han befinder sig i det offentlige rum, af frygt for reaktionerne. I stedet omtaler han sit fødeland som »Fiji«. En anden fortæller om et dilemma: Han lærer sine sønner hebraisk og har også videregivet sin kærlighed til et israelsk fodboldhold, men bebyrder han dem unødigt med denne arv? Er det overhovedet en arv, han har lyst til at give videre? For nuværende er det, konkluderer han, men hvad med om 10-20 år? Hvilket slags sted kommer Israel til at være til den tid? Vil landet overhovedet findes?
Pubben, de sidder i, er fra 1585, og tanken om, at den gamle bygning vil eksistere længe efter den jødiske stat, forekommer ikke usandsynlig denne aften.
Del: