Tidslens bløde hjerte

Det er ikke længe siden, at der sidst blev skrevet om artiskokker på denne plads. Det er jo forår, og ingen bebuder det bedre end denne uudsprungne blomsterknop, som kan bruges på så mange måder. Derfor fortsætter jeg, hvor min klummekollega Signe Wulff slap for nogle uger siden, for jeg er lige kommet hjem fra Sicilien med hovedet fuld af artiskokker.

At betræde det spæde sicilianske forår og tage forskud på det nordiske er en ganske særlig fornøjelse. Meget af øen ligger udyrket hen på grund af bjerge og udvandring, og der er et plante- og dyreliv, som man må kigge i glemmebøgerne efter på andre breddegrader. Sicilien blev med enkelte undtagelser aldrig rigtig en del af den industrielle udvikling, hvilket er ved at være en fordel, fordi øen ufrivilligt har bevaret meget af det, man andre steder har mistet, og således er hoppet direkte til den fremtid, mange drømmer om. Allerede i marts begynder små biler at holde i vejkanten, og ældre mennesker møver sig rundt i terrænet på jagt efter vilde asparges, vild fennikel, hjulkrone og andre gevækster, hvoraf nogle sælges på markedet, andre ryger i fryseren til senere, og en god del spises samme aften. Snart kommer sommerens elendighed med hede, tørke og påsatte brande. Men lige nu er det hele grønnere end Irland.