Det italienske håb

I de syditalienske Irpinia-bjerge er præsten Don Vitaliano på vej ud i sin Fiat 500L for at besøge en trøffelhandler for enden af en sprukken vej. Bjergene omkring ham har set verden blive født i jordskælv og vulkanudbrud for igen at gå under og genopstå. Telefonen ringer. Endnu en død. »Jeg lever i en by, hvor alle er blevet gamle, så der er efterhånden ikke andet end begravelser. Det er trist, når man kender de fleste,« siger han. Bilen passerer forbi en håndfuld klostre, der er strøet ud i landskabet på sletter, plateauer, skråninger og i kløfter. De fleste er tomme. En ny tid er ved at falde i slag, fjedrene er spændt til det yderste. Vi taler om Trump, for hvem taler ikke om Trump for øjeblikket. Og Meloni, der tilsyneladende har en særstatus hos Trump og Musk.

»È di destra, hun er højrefløj som dem,« svarer han, som selv er på den modsatte fløj. Men det kan da ikke være det hele. »Hun er en god mægler. Eller rettere, det er hun blevet. Hun har forandret sig meget, siden hun blev regeringsleder. Før var hun på den yderste højrefløj. I dag er hun på den moderate højrefløj. Men jeg ser hende også som en slags rambuk for USA, du ved, den slags indretninger man i middelalderen brugte til at smadre byporte med. Her er det bare døren til Europa, som USA vil smadre, Og hun lader sig bruge, tænker jeg. Det handler ikke så meget om politiske sympatier, for hun havde også et godt forhold til Biden. Det er Amerika, der tæller, l’America! At være ven med Amerika er det vigtigste. Det bliver spændende at se, hvordan hun agerer i de her historier med told på varer. Vil hun kun gå i forbøn for Italien, eller vil hun også gøre noget for resten af Europa? Det er spørgsmålet lige nu,« siger Don Vitaliano.