Byen under bjerget. Det var den største enkeltstående miljøskandale i mange år, men så skete der det, der altid sker: Projektørlyset slukkes. »Der er ingen handlekraft, intet ansvar,« siger Jan Kristian Jensen, biokemiker og formand for den nye borgerforening i Ølst.
Efter katastrofen
»Det, vi bliver udsat for nu, er formentlig ikke noget, vi bliver syge af lige nu og her. Men det betyder måske, at min datter får problemer senere i livet. Eller at vi selv gør.« Jan Kristian Jensen med sine planter. Foto: Astrid Dalum
Ikke mange anede, at der var noget, der hed Ølst, før flere millioner ton forurenet jord ved Nordic Wastes anlæg begyndte at skride. Og hvorfor skulle de også det. Mange af landsbyens borgere kendte knap nok hinanden.
Ølst var et sted, man enten havde boet hele sit liv – og det var der stadig nogle stykker, der havde – eller også var man flyttet til på grund af huspriserne og en beliggenhed relativt tæt på større byer som Randers, Viborg og Aarhus. 39 husstande og omkring 100 indbyggere mønstrede Ølst, da katastrofen indtraf, og det blev som regel ved et nik eller en hejst pegefinger over rattet eller hækken i anerkendelse af de andres eksistens.
Del:
