Kardinalpunktet

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Jeg plejede at læse bøger af katolske forfattere som Graham Greene og Morris West, ikke mindst for deres skildringer af katolske præster. Hos Greene var de stærkt fejlbarlige og svagttroende, typer som whiskypræsten i Magten og æren, eller monsignor Quixote, der er så fattig, at hans frokostbøf er af hest.

Hos West er det mere noget med at have røde strømper på og være »a Prince of the Church« – en kardinal – og køre i en lang sort bil gennem Rom om natten. Karen Blixen har også en fed kardinal – Salviati – hvis navn jeg cirka stjal og har tegnet i tegneserier i årevis, der hed han Salmonello.

Derfor holder jeg selvfølgelig også af kardinalfilm som den pivaktuelle Konklave med Ralph Fiennes som kardinal Lawrence, der får til opgave at bestyre et kaotisk pavevalg. Alle disse knirkende tøfler og gamle, dehydrerede mænd, der luffer rundt på marmorgulve eller falder på knæ i beklumrede rum for at bede tvivlrådigt til Gud, mens de misser med øjnene ... Den slags labber jeg i mig.

Konklaver er jo lukkede, men det er ganske let at forestille sig en kardinal Bergoglio, før han blev pave Frans, manøvrere gennem magtgrupperingerne i sådan en forsamling, mens han stilfærdigt, men dødbringende leverer de ord, der skal sikre ham ringen og fiskerens sko og den høje krone i tre lag, som han sikkert ikke ville have noget at gøre med, fordi den var for flot.

I avisen i denne uge tordner Christian Bennike mod stakkels døde pave Frans, så det næsten minder om dengang, pave Stefan fik gravet sin afdøde forgænger Formosus op for at stille ham til ansvar for en masse påståede fejltrin og forbrydelser. Men Bennike gør ret i at gå kritisk til paven. Den katolske kirke er den centrale kristne kirke, og derfor den mest magtfulde, og dette faktum er noget utydeligt i medierøgelsen. Selv for en pave-aficionado er det besynderligt at se, hvor slesk mange medier dækker paveskiftet.

Som Bennike konstaterer, var pavens meget roste frisind et tyndt lag sukker på en bitter bund.

I sin tekst om menneskelig værdighed lod paven blandt andet forstå, at kønsskifte ikke burde kunne finde sted. Så meget for de venlige ord, han sagde om de transkønnede. Der var mand og dame, færdig arbejde, i pavens verdensbillede. I 2024 kaldte Frans såkaldt kønsideologi (et gammelt katolsk udtryk, der har forplantet sig til nutidens kønsdebat) for »den grimmeste fare i vor tid«.

Og nu vi er i gang, var ikke også Frans’ demonstrativt beskedne livsstil i virkeligheden en form for humble bragging? Er det faktisk ikke endnu mere pompøst og krukket at afvise luksus, man har til rådighed, end at benytte den, så ens omgivelser kan slappe af? Det er som at bestille en ydmyg tvebak på en fin restaurant, så kokken får en masse ekstraarbejde. Vatikanets tømrer har sikkert også kløet sig i håret over at skulle udtænke en særlig kiste, der er ekstra meget mindre fin end den normale pavekiste. Jeg finder det ubeskedent beskedent. 

På samme måde havde paven det med at sige menneskekærlige ting, der skabte en masse problemer for andre, som eksempelvis, at der burde være absolut fri migration – uden hensyn til de destruktive politiske konsekvenser og stabiliteten i de samfund, som skulle håndtere menneskevandringerne.

Selv hvis man er indifferent over for pave Frans’ kønspolitik, der var så tør, at den kunne løsne tapetet fra væggene, eller hans verdensfjerne migrantpolitik, kan man måske hæfte sig ved hans udtalelse om Ukrainekrigen, der kun kan have glædet Ruslands diktator: at NATO forud for den russiske invasion havde stået og »gøet« foran Ruslands grænser.

Hvis medierne dækker Frans’ bortgang fidelt af hensyn til katolske seere og læseres følelser, har de i nogen grad misforstået deres publikum. For mange katolikker er paven ikke så ophøjet en figur, som man får indtryk af i den høflige kulturprotestantiske mediedækning. For en katolik er paven jo chefen for en organisation, man går op i, og derfor et menneske, man holder kritisk øje med.

Og netop et menneske. Man kan vel udtrykke det på den måde, at hvis man er katolik og kristen, så er paven ikke pointen. Derfor vil man ofte høre katolikker brokke sig over paven, ligesom de ville skælde ud over statsministeren.

Det var der så også grund til.