Artig Ninja

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Tænk, at vi ikke anmeldte Ternet Ninja 3, den kolossalt imødesete afslutning på Anders Matthesens trilogi om vestegnsdrengen Aske og hans tøjdukke, der er besat af en japansk hævn- og kampånd.

Hvordan kunne vi lade ninjapremieren sejle forbi? Svaret er nok et miks af glemsomhed, kollapsede beredskabsplaner og travlhed.

Uanset er det vist gået nogenlunde for filmen, selvom den må undvære det rygstød, som en omtale i Weekendavisen på det nærmeste garanterer. I min lokale biograf satte de 75 visninger af Ternet Ninja 3 op sidste weekend. Det ligner med andre ord et smashhit, en film, der kan polstre biografejernes pengeskab til flere måneder med kurdiske festivalfilm og sort-hvide musicaler fra Bulgarien.

Faktisk har jeg set filmen med min familie, og havde jeg skrevet om den i avisen, ville jeg nok have nævnt dette først: At Matthesen har formået at lave en film, som er lige god for to voksne i 40erne og tre børn i alderen syv til tretten. Sikken bedrift! Hvem kan ellers det?

Hvorefter jeg ville have bemærket noget andet påfaldende ved filmen, nemlig dens totale mangel på synkronisering med tidsånden, som ironisk nok er udtryk for, at Anders Matthesen har udviklet sig.

Matthesen fandt jo ellers tidligt sit udtryk, hans forrygende karakterer – alle mindeværdige – fandt deres form for årtier siden; de har altid lignet en stor skoledrengs satire over sine egne lærere, venner og fjender.

Fællesnævneren er figurernes tendens til mobberi. Det sjove i en Anders Matthesen-historie er ofte, at nogen nedgør og ydmyger andre på en uimodståelig måde; på hans gravsten vil der stå, at han er manden, der lærte generationer af børn, at tykke piger kalder man for »Fede Dorit« – efter figuren i Terkel i knibe, som bliver mobbet ud over selvmordets rand.

Ikke at Anders Matthesen selv taler på den måde, selvfølgelig; det gør de karakterer, han skriver.

Men har du ikke et ansvar? er han ofte blevet spurgt, hvortil han svarer: Nej. Senest i en anbefalelsesværdig episode af DR-podcasten Genstart:

»Jeg holdt jo ikke med dem, der råbte Fede Dorit. Det er ligesom, hvis jeg lægger et flute til en svane nede ved Damhussøen, og så lidt senere kommer der en psykopat forbi, som bruger det til at smadre en gammel dame med,« siger Matthesen.

Ikke at han afviser, at hans historier rummer en dybere morale om at opføre sig retskaffent, tværtimod; Matthesen er blot ikke nogen prædikant i sin måde at fortælle historier på.

Indtil nu!

For i den tredje Ternet Ninja-film er meget forandret. Kvindesynet er opdateret, så pigen Jessica ikke længere blot er smuk og blank, hun har udviklet handlekraft. Og vold er ikke længere en løsning – som i den første films lange scene, hvor bøllen Glenn får sin bekomst og formentlig er knækket for livet.

Flere karakterer folder sig ud i den nye Ninja-film, og de viser sig at rumme så gode sider, at det nærmest opvejer al deres nederdrægtighed i den første og anden film – særligt den utålelige stedfar Jørn har flyttet sig og gør nu et ærligt forsøg på at være et ordentligt menneske. Det er helt uforståeligt at se.

Oveni dette er filmen et følsomt coming of age-drama, hvor hovedpersonen Aske er på vej ind i voksenlivet og må konstatere, at hans ven fra uvirkelighedens verden, den besatte ninjadukke, nok ikke kan rejse med. Det er ren vemod a la Puff den magiske drage.

Så mens Trump langsomt fremruller sin autoritære statsmodel i Amerika, MeToo er dampet af, og wokeness er slået om i mørk antiwokeness – springer Anders Matthesen ud som en blid artigfrans. Det er da sjovt.

Og det er filmen også. Man kan stadig nå at se den. De viser den 60 gange i min lokale bif her i weekenden.