Det ondskabsfri rum

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev 'Ej blot til lyst'. Læs mere og tilmeld Dem her.

I sidste uge afhandlede vi på denne plads filmen Ternet Ninja 3, fordi vi ikke anmeldte den i avisen. Så lad os her på denne fortrydelsernes rangerplads fortsætte med endnu en historie om en artikel, vi ikke skrev.

Ansvaret for forsømmelsen er mit; hele tiden er der kommet noget i vejen, deadline udsat, distraktioner opstået, uger er gået, så måneder, og nu er det snart for sent.

For sent til hvad? Til at gå på udstilling, selvfølgelig, og se kunst af den vidunderlige navnløse tegner og maler, der er kendt under kunstneraliasset HuskMitNavn.

»Det ondskabsfri rum« ville jeg nok kalde den aldrig færdige eller fuldendte artikel om HuskMitNavn, for da jeg vandrede mellem hans værker på det lille museum Kastrupgårdsamlingen i Københavns østlige udkant, var det selve godhedens kraft, der strålede fra vægge og overflader.

Alle kender jo HuskMitNavns billeder. Lige fra sin karrieres begyndelse i gadekunsten har han tegnet, så man så det straks og klart. Med tiden er hans værk blevet allestedsnærværende. Der er HuskMitNavn på kopper, stole, lastbilers presenninger, metaldåser, i Kastrup Lufthavn, på muleposer og facader. Alene på vej hen til udstillingen på Amager så jeg flere eksempler.

Det er bløde, elastiske skikkelser med knaldsorte omrids, spillende, opvakte øjne, som regel under en tæt, sort anderumpefrisure med en lille blank dråbe af højglans i. Det er dansk hverdagsliv og situationskomik, krystalklart set og gengivet.

Jeg betragter HuskMitNavn som en arvtager til Henry Heerup og Ib Spang Olsen, en kunstner, der er så velkendt og national, at man næsten tager værket rent for givet.

Men det forunderlige ved HuskMitNavn, som jeg også ville have pointeret i den uskrevne artikel, er, at han sin mildhed til trods faktisk besidder kant, en dreven sans for social satire. Hvis Anders Matthesen virker ved vold, så at sige, i sin komik, virker HuskMitNavn ved mildhed. Men begge dele slår hårdt.

Det er det, man forstår, når man tager på Kastrupgårdsamlingen, så det skulle man se at gøre inden 19. oktober.