Turen går fra syd til nord i Danmarks geografisk største kommune, Ringkøbing-Skjern. Målet er et vælgermøde i landsbyen Tim en halv snes kilometer nord for Ringkøbing, og det er hen imod aften. Mørkningstimen, som den kaldes her, hvor engang Dalgas og Hedeselskabet tog fat efter nederlaget til tyskerne i 1864 og stred for at vinde indad, hvad udad var tabt.

Lyng blev til landbrug, og i det flade landskab konkurrerede længe kun kornsiloerne med kirketårnene om at stræbe højst mod himlen. I dag bliver de overgået af vindmøller. Der er allerede 352 af dem i kommunen, hvor det næsten altid blæser.