Med sække over hovederne sidder tre mænd på knæ i vandkanten. Deres kroppe sitrer af kulde og udmattelse, mens strips holder deres bagbundne hænder sammen på ryggen. På skift bliver de tre knælende sparket eller skubbet med hovedet først ned i vandet af to tavse mænd. Inde bag hætterne bliver der slugt vand og gispet efter vejret.

Oppe på bredden står næste hold af synsberøvede mænd rystende og holder om hinandens brede rygge.

»Kom så, drenge. Hold kæft, hvor er I hårde, mand,« hvisker én til de andre.

For de bagbundne har den forgangne time blandt andet budt på elektriske stød og indtagelse af en hel habanero-chili.

Situationen har reminiscenser af enhanced interrogation techniques, men dette er hverken Abu Ghraib, Salt Pit-fængslet eller Guantánamo Bay, derimod en tidlig sommermorgen ved udmundingen af Kolding Fjord, hvor solens første stråler giver den bagvedliggende bøgeskov et rødligt skær.

De bagbundne har betalt 900 kroner for at deltage i årets Hell Run – »Danmarks hårdeste døgn« – hvor deltagerne fra lørdag til søndag bliver sat under hårdt fysisk og psykisk pres.

18 timer inde i programmet er 41 deltagere blevet reduceret til 23, og når arrangementet slutter flere timer senere, vil endnu flere være faldet fra.

»Jeg har altid villet været blandt de hårdeste,« siger 22-årige Lauge Hvelplund Juul, der sidste år måtte trække sig fra konkurrencen, da han gik i panik under en øvelse.

»Jeg fik slugt en masse vand, kom ind og fik kastet op. Så måtte jeg bide i græsset, da jeg vidste, at jeg havde fucket op. Men hvis man gerne vil i specialstyrkerne, giver Hell Run rigtig meget at have på sit cv. Og jeg vil gerne være en af de seje gutter,« siger han på klingende østjysk.

Deltagerne har forskellige baggrunde og motivationer for at deltage, men alle fremhæver de ønsket om at prøve egne grænser af og vise deres værd.

Mange har trænet målrettet i flere måneder for at være i form til de fysiske udfordringer og konkurrencer. Men det kan være svært at hærde sig selv mentalt.

»Jeg føler ikke, at jeg er værdig til det her. Jeg prøvede også sidste år, men jeg er en pjevs og siger stop. Jeg er ikke hardcore nok. Ikke mand nok,« siger en af deltagerne med et flakkende blik. Hans overdimensionerede overkrop er dækket af tatoveringer. En simuleret drukneøvelse blev for meget.

{embedded type="node/node_image" id="41468"}

At klassiske mandeidealer som styrke, udholdenhed, usårlighed og initiativrigdom i disse år ellers er under pres, er tydeligt. #Metoo blev startskuddet på en serie debatter om mænds opførsel, og det har skabt rådvildhed om, hvilken rolle manden i grunden skal udfylde.

Folkelige kampagner på de sociale medier som #enblandtos og text me when you get home og kampen mod »hverdagssexisme« har udpeget den grænseoverskridende, ufølsomme eller overgribende mand som tidens antagonist, og i USA, hvor mange machokritiske strømninger har deres udspring, har American Psychological Association slet og ret erklæret klassisk maskulinitet for »giftig«.

»Vi er i allerhøjeste grad i en omkalfatringsperiode,« siger Svend Aage Madsen, der er psykolog og forskningsleder på Rigshospitalet og har dedikeret sit professionelle liv til forskning i mænds mentale og fysiske sundhed. Han fortsætter:

»I de her år forsøger vi at finde ud af, om man kan udvide, hvad det vil sige at være mand, uden at give slip på noget af det klassisk maskuline, der ellers har været betragtet positivt. Det er der, den store diskussion står i disse år – om vi skal tilbage til nogle af de gamle dyder eller hen imod noget mere multifacetteret.«

En enkelt kvinde har tidligere gennemført Hell Run, men arrangementet er som udgangspunkt skabt til mænd.

Reglerne er simple: Man udgår fra konkurrencen, hvis man er bevidstløs i over 20 sekunder, græder højlydt eller brokker sig gentagne gange.

Inspirationen til Hell Run er hentet hos Forsvarets specialoperationsstyrker, og allerede på arrangementets hjemmeside forsøges der at sortere mus fra mænd:

»Er du i tvivl om du er god nok til stille op, så er du ikke egnet! Er du nervøs for hvilke discipliner du vil møde, er du heller ikke egnet!«

Mange af de frivillige medarrangører er selv tidligere deltagere.

En af dem er 44-årige Michael, der til hverdag arbejder med børn og derfor ikke ønsker at få oplyst sit efternavn. Han siger, at sammenholdet mellem deltagerne er en af de vigtigste effekter af arrangementet.

{embedded type="node/node_image" id="41471"}

»Det er jo det her, de kommer herud for. At blive udfordret. Når de efterfølgende møder hinanden i den virkelige verden, er det helt tydeligt, at der er blevet skabt et tæt bånd. Også mellem os, der hjælper til herude, og deltagerne. Så kan det godt være, at det ser voldsomt ud, men det er også meningen,« siger han.

Hell Run er et fristed, hvor mænd kan få lov til at udleve, hvad det ifølge arrangørerne vil sige at være »en rigtig mand«.

Men en rigtig mand kan i dagens Danmark betyde noget vidt forskelligt, og at det kan være forvirrende at navigere i tidens nyformulerede dogmer, er ifølge Svend Aage Madsen indlysende.

»Der er helt klart en forvirring. Den tilbageskuende løsning med ’ret dog ryggen og kræv din ret’ er efter min mening den nemme. Den svære løsning er, hvordan vi kan kalibrere med de mange måder, man kan være mand på, og finde ud af, at de ikke nødvendigvis står i modsætning til hinanden.«

Han siger, at mange mænd i Danmark befinder sig i en udsat situation, hvor de er blevet overhalet af kvinder. Hvad angår sundhed, forældreskab og uddannelse, halter mænd bagefter i statistikkerne kønnene imellem. Samtidig har flere og flere mænd svært ved at finde sig en fast partner, og en fjerdedel af danske mænd går barnløse gennem livet.

Samtykke er en gave

»Jeg er bange for, at mine børns mor fratager mig retten til at se dem. Jeg er bange for, at mine indre dæmoner vil tage kontrol over mig, selvom jeg ved, at det vil de ikke. Jeg er generelt angst for mange ting i min hverdag.«

Med hænderne placeret på en anden mands skuldre står Rune Koch i en række af barbrystede mænd, alle med armene flettet sammen om mændene i rækken overfor. Rune Koch stirrer direkte ind øjnene på manden, han har stående foran sig.

At holde øjenkontakt i fem minutter er lang tid. Forinden har de omkring 145 tilstedeværende mænd hver især delt deres inderste frygt med en fremmed, og nu skal de kigge hinanden i øjnene uden at sige noget.

Samtlige brystkasser i lokalet er påmalet med farver: en blå prik for hvert årti, deltageren har levet, en rød prik for hvert barn, han har været med til at sætte i verden, en hvid vertikal streg for hvert nære familiemedlem, han har mistet, og en horisontal sort streg for hvert liv, han har været med til at afslutte.

Mellem to og otte blå aftegninger er markeret på deltagernes hud, de sorte streger er malet på dem, der har været i krig, været involveret i aktiv dødshjælp eller medicinske og kirurgiske aborter.

Mændene befinder sig i den gamle kasernebygning Teaterøen – beliggende på Refshaleøens nordligste kaj. Det er første år, at mandelejren Mand21 løber af stablen, og over weekenden vil deltagerne for den nette sum af 2.795 kroner prøve kræfter med seancer og ritualer strækkende fra maoriernes haka og mandecirkel til workshops om drømme, vejrtrækning samt lærdom fra ældre mænd.

{embedded type="node/node_image" id="41469"}

»De fleste mænd har et par gode venner, et fodboldhold eller en arbejdsplads, men stereotypen er stadig sved, bajere og et par jokes. Så hvor går du hen, når livet gør nas, hvis ikke du har nogle skidegode venner? I mandegrupper og en lejr som denne kan man tune ind og tale om alt det, du ikke tør at snakke med nogen om,« siger Sofus Midtgaard, der er en af idémændene bag Mand21 og selv afholder workshoppen »Skru op for dit sexliv med samtykke!«.

Han ser netop samtykkefokusset i samfundet som en gave til mange mænd.

»Når vi er bange for at få afvisninger og kejtede i vores henvendelsesformer til kvinder, så drikker vi os spritstive, og hende, vi gerne ville have danset med klokken 22, approacher vi klokken halv fire om natten. Du er ikke charmerende klokken halv fire. Du skal gå hjem klokken halv fire.«

Det var i Sofus Midtgaards egen mandegruppe, at ideen til Mand21 opstod.

Fladbrød og manbuns

Mandefællesskaber, fædregrupper og mødesteder for ensomme mænd er i vækst i Danmark i disse år.

Ifølge Svend Aage Madsen fra Rigshospitalet bliver fællesskaber mænd imellem kun vigtigere, da mænd her kan dele intimitet og følelser. Noget, der historisk har været forbeholdt parforholdet.

Fællesskaberne kan lære mændene at navigere i, hvad det vil sige at være mand. Dog er det uhyre vigtigt, hvad de samles om.

»Handler disse fællesskaber om at finde tilbage til de gamle dyder og være nogle gamle koloniale røvhuller, eller handler de om at finde ud af at være moderne i en moderne tid,« siger Svend Aage Madsen, der påpeger, at relationer mellem mænd ofte opstår gennem aktiviteter.

»Mænd spørger tit, om de skal mødes og lave noget sammen. Det er sjældent nok bare at mødes, som det kan være i mange kvinderelationer. Når mænd laver noget shoulder by shoulder, opstår de nære relationer.«

Over dhal, tzatziki, ærtesalat og fladbrød bliver deltagerne til Mand21 fordelt i sharing groups af ti, hvor ømtålelige samtaler bliver faciliteret.

Med en talking stick i hånden fortæller Claus Roager om sin første kones død og sin anden kones kræftsygdom. Andre deler deres erfaringer om forældreskab, karriereræs eller følelsen af, at verden ville være et bedre sted, hvis de ikke eksisterede længere.

Mikkel Braginsky er tidligere reklamemand, som efter en skilsmisse valgte at tage en coachinguddannelse og i selvhjælpspodcasten Hankøn beskæftiger sig med, hvad det vil sige at være mand.

»Jeg er selv en kæmpe kliché – jeg sidder her med tatoveringer og langt hår og er blevet skilt som 40-årig og syntes ellers, at jeg havde supermeget styr på lortet,« siger han.

Ved workshoppen »Genfind din identitet som mand!« kortlægger han fire kerneværdier, der ifølge ham skal til for at være en rigtig mand. Ansvar, formål, behov og sårbarhed.

»Jeg selv og mange i min generation er opdraget efter et pisgult mandeideal med helt klassiske normer for, hvad en mand er. Så jeg repræsenterer selv en bred mellemgruppe af mænd, der ikke rigtig har fattet, hvad det hele handler om.«

En lang række af Mand21-deltagerne er fraskilte. Mange har langt hår sat op i en manbun og flere er iført sko med tæer. Enkelte har neglelak på. Men som arrangørerne udtrykker det, er der også kommet en del fra Jylland.

Kent Søndergård er 55 år, byggeleder hos HOFOR og bærer rundt på et langt veltrimmet skæg. For halvandet år siden blev han alvorligt syg med en udposet hovedpulsåre og indlagt.

»Jeg var dødssyg. Jeg var fraskilt, og hele min familie bor i Jylland, så jeg var helt alene. Men her trådte min mandegruppe til, da lokummet brændte big time. Og det var bare så fedt at opleve, at man havde nogen.«

På Roskilde Universitet er forsker i køn og maskuliniteter Steen Baagøe Nielsen enig i, at mandefællesskaber kan udfylde et socialt tomrum for mange mænd.

»Fællesskaberne er en måde for mænd at skabe relationer og dele oplevelser og erfaringer på. Er relationerne gode, kan man diskutere de udfordringer, man står over for, men for mange mænd er disse enkønnede sammenhænge ofte blot et oplevelsesorienteret samvær. Man spiller, drikker, er sammen i naturen eller til sport og har måske ritualer omkring det, som nok skaber en samhørighed, men uden der for alvor deles mere følelsesmæssige udfordringer.«

Steen Baagøe Nielsen siger, at han ikke mener, at den mere stereotype manderolle er truet i det danske samfund.

»Vi har en idé om, at de traditionelle idealer er mindre udbredte i Danmark end i så mange andre lande, og ja, der er da også visse åbninger mod at være en nærværende og omsorgsfuld far, men de klassiske maskuline idealer er stadig meget udbredte her.«

Is med is

Som Gud har skabt ham, traver Patrick Simiglai ud gennem den lavbundede fjord på vej mod en flydende tømmerflåde et stenkast fra bredden.

I baggrunden spiller en soundboks nummeret »Tæsk i dit fjæs« af Odense Assholes med omkvædet: »Du spørger hvorfor, kigger op på mig. Men uden tænder kan ingen forstå dig.«

Imens er de sidste Hell Run-deltagere i færd med en øvelse, der består af et uendeligt antal burpees – udvidede englehop – og intervalløb frem og tilbage over skovbunden.

{embedded type="node/node_image" id="41470"}

Når deltagerne knækker af det fysiske pres, bliver de sendt ud på tømmerflåden, hvorfra de nøgne må gjalde ud over fjorden:

»Jeg tager mig sammen fra nu af!«

Inden har programmet budt på vandring af tarantellen Henning i ansigtet og gennemløb af en forhindringsbane under beskydning af et paintballgevær. Højlydt barnegråd blev afspillet imens.

»Har du lyst til at få et kram af en rigtig mand?« spørger Patrick Simiglai, som ryster af kulde. Han har siddet i et karbad fuldt af grødis i den tid, det tog at tygge sig igennem to sodavandsis.

»Jeg har været kriminel og alkoholiker, men har lagt det bag mig. I dag mentaltræner jeg især unge ved at inspirere og vise, at alt er muligt,« siger han. Han har nu oprettet en instagramgruppe, så Hell Run-deltagerne kan mødes og træne sammen i fremtiden.

Frederik Tillitz

Ulvene fra Birkerød