Modstand. Tjetjenere i Danmark har længe bekæmpet Rusland fra deres eksil, og siden 2014 har de også udgjort ledende kræfter i kampene i Ukraine. Nu anerkender Ukraines parlament Tjetjeniens uafhængighed.
Ulvene fra Birkerød
Det er umiddelbart svært at forestille sig, at Birkerød by er et epicenter for den eksiltjetjenske frihedskamp og har haft stor betydning for krigen i Ukraine. Men bag gule mure, ligusterhæk og nedrullede persienner i et undseligt rækkehus mødes man af et fladskærmsfjernsyn ved stuevæggen, der viser en video fra 1993 optaget i den tjetjenske hovedstad, Grosnij. Til lyden af den tjetjenske nationalhymne Død eller frihed marcherer geledder af soldater forbi officerer, der saluterer iført traditionelle papakha-lammeuldshuer.
»Jeg var der. Det var dengang, vi stadig havde vores frihed,« siger Iljas Musajev, der sidder i sin lave sofa sammen med sønnen Elbek. Gæster bliver tilbudt hjemmetøfler, hvad der smager af pulverkaffe bliver hældt fra termokanden. På væggen hænger flaget for Den Tjetjenske Republik Itjkerija, som eksiltjetjenere kalder deres frie land. Grønt med et rødt og hvidt bånd forneden. Midti en liggende ulv.
Del: