Satellit. En af Ruslands modigste journalister er blevet brutalt overfaldet i Tjetjenien to dage efter en forsikring fra Tjetjeniens præsident om, at han gerne vil leve »værdigt«.
Kadyrovs hilsen
Rygterne har længe svirret om, at Tjetjeniens præsident, Ramzan Kadyrov, er alvorligt syg. Søndag så han sig derfor nødsaget til at forsikre alle om, at det ikke er tilfældet. I en video proklamerede en smilende Kadyrov, at han gerne vil leve »kort, men værdigt«.
Kadyrov forstår dog begrebet »værdighed« anderledes end de mange menneskeretsforkæmpere, som gennem to årtier har anklaget ham for at stå bag overfald, kidnapninger, tortur og henrettelser. Senest er det efter alt at dømme gået ud over den russiske advokat Aleksandr Nemov og den anerkendte russiske journalist Jelena Milasjina.
Tirsdag landede de i Tjetjeniens hovedstad, Groznyj, for henholdsvis at deltage i og dække en retssag. På vej fra lufthavnen blev deres bil stoppet, de blev slået med rør, sparket, bundet og truet med en pistol for panden. Nemov blev stukket i benet, mens Milasjina blev kronraget og oversprøjtet med en grøn væske, som normalt bruges til desinficering og er svær at vaske af. Desuden blev hendes fingre brækket på begge hænder.
»Jeg forstår udmærket godt, hvilken pris jeg kan komme til at betale,« sagde Milasjina, da Weekendavisen for tre år siden interviewede hende om hendes prisbelønnede dækning af Kadyrov-styrets forbrydelser. »Ligesom japanske kamikazepiloter vidste, hvad der i sidste ende kunne ske med dem, så ved jeg det også.«

Del: