Der var engang en anmelder i nærværende avis, der for præcis 25 år siden brugte udtrykket »stringent høje bærtoner« om en vin. Det affødte en del moro hos ikke mindst læserbrevsskribenter, der nu fandt det endegyldigt bevist: Hvis vinjournalisters blomstrende eller vildtvoksende vokabular ikke bare er snobberi, ja så er det i hvert fald både opstyltet og vrøvl på højt plan.

Ved den årligt tilbagevendende champagnesmagning i København i lørdags gav udtrykket til gengæld mening på en helt ny måde. Smagningen af boblende vine foregik på spille- og spisestedet Epicurus, der er jazzpianisten Niels Lan Dokys og finansmanden Lars Seier Christensens fælles projekt, og her var tonerne både stringente, høje og i verdensklasse.