Basisdemokrati

FOLKEMØDET på Bornholm, der finder sted i denne uge, minder os om alt det, som politik kunne være, men for længst ikke længere er. Mødets erklærede hovedformål er at styrke det danske demokrati ved at mindske afstanden og øge tilliden mellem borgere og beslutningstagere. Politikere og vælgere mødes ansigt til ansigt og diskuterer og udfordrer hinandens antagelser ud fra præmissen om, at der er noget at diskutere, og at begge parter kan blive klogere af at lytte til hinanden. Den præmis er efterhånden fraværende i det meste af den offentlige debat, hvor politik er udskiftet med positionering. Politikerne tager oftere og oftere afstand fra noget, som kunne være et problem, men ikke nødvendigvis er det: Man baserer sig på forestillinger frem for på fakta.

ER der for eksempel nogen grund til, at Mette Frederiksen grundlovsdag gjorde klart, at hun vil fjerne alle bederum på universiteterne i Danmark? Hvorfor lige nu, er der da opstået problemer med dem? Tilsyneladende ikke, og det viser sig da også, at statsministeren blot ønsker sig en dialog om bederum med landets universiteter. Det er uklart, hvad de skal tale om, for der har over årene været masser af dialog om sagen, og derfor har universiteterne skam allerede en politik for det, de selv kalder »fordybelsesrum«, »stillerum« og »refleksionsrum«. Disse må bruges af alle og sandelig ikke kun af muslimer, og de må hverken bruges til forkyndelse eller udsmykkes med religiøs symbolik. Går det indimellem galt, ja så bliver de lukket, i hvert fald midlertidigt, som det er sket på Syddansk Universitet med henvisning til, at det ikke blev brugt som et neutralt rum. Så hvorfor vælger Mette Frederiksen at tale om bederum? Det ved vi godt. Hun taler om netop det, fordi vi danskere vitterligt ville anse det for at være et problem, hvis altså der var et problem med muslimsk radikalisering på landets universiteter.