Jeg – et mobbeoffer

Forleden blev jeg ringet op af Radio4, som ville høre, om jeg ikke er vred over, at der på den anonyme Instagram-profil Krænkelseskulturelle memes ligger en masse opslag af ældre dato, som angiveligt skulle vise, at jeg er både transfob og racist.

Jeg svarede, som sandt er, at nej, det er jeg ikke vred over, for jeg vidste det ikke. Og selv hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok været temmelig ligeglad alligevel. Velmenende mennesker oplyser mig således jævnligt om, at der findes falske profiler i mit navn på Facebook, uden at jeg har interesseret mig for det. For helt ærligt: Siden hvornår er de sociale medier blevet sandhedsvidner?

Desuden er det tilsyneladende helt umuligt at opdrive repræsentanter for de sociale medier, der vil tage ansvaret for, hvad der foregår: Folk bruger uanede mængder af tid og kræfter på at imødegå falske opslag, få nedlagt falske profiler eller få en forklaring på, hvorfor deres egen konto pludselig blev lukket. Ofte forgæves.

Jeg gider ikke.

Radio4 spurgte så, om de måtte have lov til at sende mig nogle opslag om min person, da der trods alt var tale om en profil med 44.000 følgere. Og det måtte de da. De sendte en snes opslag, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg blev positivt overrasket. For jeg var refereret ganske loyalt for ting, jeg har sagt og skrevet, og så er det da kun fint, at de kommer ud til en bredere kreds.

Jeg var refereret for udsagnet om, at »transkvinder måske kan tilføre kvindekampen noget af den big dick energy, den har manglet«; at »kvinder bedømmes mere på deres udseende, fordi de er flottere at se på end mænd«; at »alle bliver krænkede på 1000 måder hver dag«, samt at konteksten og modpartens intention ikke er irrelevant for, om der er grund til at føle sig krænket.

Selvfølgelig kunne jeg i nogle tilfælde have ønsket mig, at folk så udsagnene i den kontekst, de var fremsat i. Der er for eksempel et billede af mig, iført pels, som udtaler i News & Co, at »prisstigningerne oplagt er en mulighed for at tabe sig«. 

Her kunne jeg godt have ønsket, at folk selv havde set oplægget til paneldebatten, som jeg deltog i: Det blev præsenteret, som om sulten stod for døren i Danmark, og at folk i stort tal snart måtte gå fra hus og hjem. Og så var det, jeg kom til at sige, at ja, Blue Castello koster kun 20 kroner på tilbud i Føtex, og i øvrigt kunne man overveje at spænde livremmen ind, nu hvor over halvdelen af den danske befolkning jævnfør Den Nationale Sundhedsprofil er overvægtig. Det syntes jeg selv var sjovt. Og det synes jeg stadigvæk.

MEN NU MÅ man for guds skyld ikke tro, at jeg hermed påstår, at andre skal følge mit eksempel og bare ignorere, hvad der skrives om dem på nettet. Det er klart, at sagen stiller sig anderledes, hvis man sideløbende med mobberiet på Krænkelseskulturelle memes også bliver udsat for trusler om, at ens arbejdsgiver vil blive kontaktet, som det er sket for dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde.

Der er forskel på polemik og forsøg på cancelling. Det sidste skal der naturligvis reageres på.

Og jeg mener også, at debatredaktør på Berlingske Aminata Corr Thrane gør os alle en tjeneste ved at oplyse om, at den drivende kraft bag Krænkelseskulturelle memes er Anne Hansen, der samtidig er bestyrelsesformand i det EU-støttede Cybernauterne, der arbejder for at forbedre internetkulturen. Forhåbentlig kan det få EU til at smække pengekassen i.

Nej, når jeg tager ordet, er det blot for at trøste alle ofrene for verbalterrorisme på nettet: Man kan godt have tillid til, at folk ikke fæster lid til alt, hvad de læser. Hvis Krænkelseskulturelle memes har 44.000 følgere, vil jeg godt vædde med, at der er mindst det dobbelte antal, som tager sig til hovedet. Det er lige før, at det er en hædersbevisning med dens slags fjender.

Desuden undergraver de sociale mediers forretningsmodel deres troværdighed: desto mere perfidt, desto flere interaktioner og desto større rækkevidde, men helt ærligt også desto mere latterligt.

Derfor: Vi lever i et samfund, hvor opmærksomhed er den hårdeste valuta, og i et sådant bør det også være en mulighed simpelthen ikke at ville betale med den mønt.