Leder. Det er Trumps forfængelighed, der får europæerne og ukrainerne til at frygte, at han giver efter for Putin. Men det er den selvsamme forfængelighed, der giver os mulighed for at forhindre, at det sker.

Forfængelighedens bål

RUSSERNE har i årtier ærgret sig over, at zar Aleksandr 2. solgte Alaska til USA i 1867. Derfor vil det være historiens ironi, hvis det nu er USA – alias Trump – som sælger ud. Og det er just, hvad europæerne og ukrainerne frygter forud for fredagens topmøde mellem Trump og Putin. Det er nemlig fuldkommen uklart, hvad der får Trump til at håbe på et gennembrud, eftersom Putin ikke synes at have opgivet sine planer om at underlægge sig Ukraine. Frygten er, at den amerikanske præsident lader sig besnære af sit eget selvbillede som den store fredsmager til at lave en aftale i Ruslands favør, som han efterfølgende vil forsøge at presse ned over europæerne og Ukraine med truslen om, at USA alternativt blander sig helt uden om krigen.

KAN europæerne ikke vide, hvad Trump har tænkt sig, så er den gode nyhed, at det kan Putin heller ikke. At amerikanerne nu ruller den røde løber ud for krigsforbryderen Putin, behøver ikke at betyde, at Putin også får indfriet sine krav til en våbenhvile. Det kan lige så godt være udtryk for, at Trump vil gøre det muligt for Putin at give indrømmelser, uden at den russiske præsident ligner en taber. I lighed med Trump selv er Putin nemlig ikke en mand, der formildes af en pistol for panden. Trump har større tillid til, at han med sin personality og sine løfter om at behandle Rusland som en ligeværdig stormagt kan charmere Putin til forsonlighed. USA er simpelthen villig til at slå en streg over tre års forsøg på med vold at ødelægge den ukrainske stat, hvis Putin går med på en våbenhvile, der kan kaste glans over Trump.

annl
(f. 1968) er udlandsredaktør på Weekendavisen. Siden 1996 har hun arbejdet i mediebranchen, primært i det Berlingske Hus, hvor hun har været skrivende journalist og beklædt forskellige redaktørstillinger på Berlingske og Weekendavisen. Hun har udgivet fire bøger: »Rusland på Røde Plader«, »Poesi for Papfamilier«, »Forstå populismen!« og senest »Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist«. Hun er uddannet cand.mag. i samfundsfag og russisk fra Aarhus Universitet. Hun modtog i 2022 Berlingskes Fonsmarkpris.

Andre læser også