TRUMP er en mester i at sætte dagsordenen globalt. Senest har han chokeret verden ved at give Volodymyr Zelenskyj en frist på under en uge til at sige ja til sin 28-punktsfredsplan, der på sigt ville gøre Ukraine til en russisk vasalstat. Og det er blot det seneste eksempel på, at den amerikanske præsident fastlægger en deadline, som skal nås, hvis ikke hans trusler skal blive til virkelighed. EU fik en frist til 9. juli til at indgå en handelsaftale, ellers ville USA lægge 50 procent told på de fleste varer fra unionen. Kina fik indtil 12. august, ellers ville den knusende toldsats på 145 procent træde i kraft igen, Iran fik oprindelig to måneder til at indgå en ny atomaftale, og Hamas fik senest en 48-timersfrist i slutningen af oktober til at finde og udlevere ligene af de resterende døde gidsler. Fælles for disse deadlines er – hvis man ser bort fra Iran, der faktisk endte med at blive bombet – at de er kommet og gået, uden at truslerne er blevet effektueret. Enten har præsidenten udskudt tidspunktet ved at sætte en ny deadline, eller han har ladet sagen fare, hvis der var fremdrift i forhandlingerne. Fristen for Zelenskyjs tilslutning til den nye fredsplan udløb som bekendt torsdag, efter at Trump dagen forinden pludselig havde ladet forstå, at fredsplanen jo bare var et udkast, og at deadline for ham først er, når krigen er ovre.

SKAL man altså ikke tage Trumps deadlines for pålydende, så tjener hans tidstyranni ikke desto mindre en række formål. Tidsfrister udløser knald-eller-fald-journalistik, hvor alle i åndeløs spænding gætter på, hvor slemt det kan blive, og det afleder mediernes opmærksomhed fra andre dagsordener, som Trump ikke gider at tale mere om. Aktuelt ikke mindst Epstein-filerne. Samtidig signalerer tidsfrister styrke og handlekraft og tvinger modparten til at melde ud, idet modparten nu er forpligtet til at forholde sig til de betingelser, som præsidenten har opstillet. Men allervigtigst i denne sammenhæng er, at det giver Trump mulighed for at skubbe ansvaret fra sig, hvis ikke det lykkes at skabe fred. Se selv, det var dem, der ikke ville freden! Og det har Trump hårdt brug for, eftersom det bliver lidt trættende at høre, at krigen primært er Joe Bidens fejl.