Hvis man vil vinde en krig, skal man ifølge den prøjsiske general og militærteoretiker von Clausewitz forstå betydningen af tyngde. Man må for guds skyld ikke sprede sine kræfter; de skal rettes mod det tyngdepunkt – Schwerpunkt – hvor modstanderen koncentrerer sin vilje og styrke.

Siden den russiske invasion af Ukraine i 2022 har fire magter – Rusland, Iran, Kina og Nordkorea – kunnet koncentrere deres kræfter om at knække Vesten i Ukraine. Formålet har været at nedbryde det, de kalder for det vestlige overherredømme, og en gang for alle få sat punktum for, at Vesten nogensinde igen kan styrte diktatorer fra tronen i demokratiets eller menneskerettigheders navn.