Leder. Den store debat om danskhed er hård, men oplysende. Alle kan vælge at blive danske, men det kræver flere generationers mod og stædighed. Og vilje til assimilation.
Dansk med vilje
AT emnet danskhed giver den gysende offentlighed indsigt i de politiske fløjes verdensbillede, har vi længe vidst. På den ene side står de alvorlige nationalkonservative og bedyrer, at man kun er dansk, hvis familiens stamtræ rækker så langt ned i den danske muld, at rødderne støder på Gorm den Gamle. På den anden side står de blåøjede (sic!) kulturradikale og multikulti-socialister, som påstår, at danskheden indfinder sig ved et trylleslag ved udleveringen af det danske pas.
BLIVE danske kan alle, lød det fra de fleste fornuftige folk på højrefløjen, selv fra Dansk Folkeparti. Den afklaring skyldes ikke mindst den intellektuelle indsats fra Christian Egander Skov, et konservativt fyrtårn med dyb afsmag for positionen på højre flanke. Det handler hverken om blod eller gener, men om at vælge sin nye nation med hjertet. Samme holdning findes hen over den politiske midte, men så støder man på folk fra Radikale Venstre og venstrefløjen.
DANSK er man, når man får statsborgerskab, lyder det her. Det er ikke mindst denne bureaukratiske tilgang, der fik politikeren Halime Oguz til at melde sig ud af SF: »Danskhed er et spørgsmål om de værdier, vi som samfund har valgt at bygge på i fællesskab,« skriver hun i Ræson: »demokrati, retsstat, ligestilling og frihedsrettigheder.« Hun bærer sin danskhed »med stolthed, fordi den repræsenterer værdier, jeg ved, ikke er en selvfølge, og som nogen før os har kæmpet for«. Det er, siger hun, »et bevidst valg. Og et ansvar, der forpligter«.
ER Halime Oguz åbenlyst dansk, skyldes det netop dette forpligtende, viljestærke valg. Men debatten afslører ikke, hvor konsekvent dette valg må være. Det er stadig ikke god tone at tale om assimilation, men det er i realiteten valgets konsekvens. Det handler ikke om, at indvandrere absolut skal fralægge sig alle kulturelle og religiøse kendetegn. Men de må altid vige for noget vigtigere.
AT blive integreret blev længe opfattet sådan, at indvandrere skal kunne begå sig på arbejdsmarkedet, mens majoriteten gør plads til nye medborgere. Det ligger dybt i den tanke, at den primære forhindring for at blive dansk er flertallets fordomme. Den multikulturalisme dominerer stadig på venstrefløjen, selvom de socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen advarede mod den allerede midt i 1970erne. Virkeligheden er, at udlændinge på godt og ondt møder et samfund med sociale normer, der gennemsyrer skoler, arbejdspladser, boligområder og offentlige rum. At blive dansk indebærer, at man meget klart accepterer dem og indordner sig.
VÆLGE Danmark kan alle, men beslutningen skal træffes i flere generationer. Som skuespilleren og instruktøren Marijana Jankovic beskriver i sin nye film, Hjem, ofrede første generation af de jugoslaviske gæstearbejdere sig: De fik hverken sprog eller hjem, men det gjorde de næste generationer. Men også børn og børnebørn må vælge Danmark helhjertet. Man skal ville sproget, uddanne sig, flytte ud af indvandrerområderne, og man må acceptere konsekvenserne: at børnene forelsker sig i danskere og vil give afkald på familiens oprindelige normer.
KONSEKVENT må valget være, og det er blevet sværere i dag: Nye strømme af udlændinge har betydet, at parallelsamfundene er blevet mere standhaftige. Med ny teknologi kan man nemmere forblive i de oprindelige sprog og kulturer. Man kan godt kalde danskheden for en gave, men udpakningen er slidsom og fører til en smertefuld opløsning af oprindelige sprog og kulturer. De grupper, der har assimileret sig mindst, lever mest isoleret. I et lille homogent land med høj tillid, velfærdsstat og fælles institutioner med fælles normer for social omgang er det en indlysende udfordring, som Berlingskes afdækning af social kontrol på københavnske ungdomsuddannelser viser. Det bør bekymre alle, at indvandrergrupper, der har været i Danmark i tre generationer, ikke følger den stærke udvikling, der for eksempel kendetegnede jøder fra Østeuropa og jugoslaviske gæstearbejdere. Assimilation er en forudsætning for, at det danske samfund kan lykkes. Den bør styrkes så meget som muligt, men det er først og fremmest de nye danskeres hårde beslutning.
