Social kontrol er udbredt blandt muslimske unge på ungdomsuddannelser. Det fremgår af en ny rapport, hvor tre gymnasieskoler i Storkøbenhavn har indberettet flere tilfælde af elever, der overvåger deres studiekammerater i skoletiden. De fælder offentlig dom over, hvem der er en god eller dårlig muslim.

Episoderne tæller blandt andet muslimske elever, der chikanerer andre muslimer, hvis de ryger, drikker, er letpåklædte eller ikke går med tørklæde. Elever, der drikker vand på gymnasiet, bliver spurgt, om de ikke faster under ramadanen, mens andre ikke tør få taget billeder på studieture, af frygt for at der spredes rygter om dem.