Jurnalister billede

Henrik Dørge

er journalist og skriver om samfund og politik. Henrik blev uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og har tidligere arbejdet på Aktuelt og Jyllands-Posten. Han har udgivet Skandalen om Nordisk Fjer (medforf.) og Mens natten bli´r til dag.
EP-valg. EU bør indføre en fælles bund under selskabsskatten, lyder kravet fra de fleste danske partier. Hidtil er satsen på selskabsskatten sænket dramatisk i de europæiske lande. Men Kommissionen har tidligere, forgæves, søgt at opnå enighed i Ministerrådet om et udspil til fælles skatteregler. Blandt de nølende lande var Danmark.

Ræset mod bunden

Ræset mod bunden Af Henrik Dørge

Når vælgerne på søndag beslutter, hvem der skal repræsentere de rød-hvide farver i Europa-Parlamentet de kommende fem år, bliver det et hold af politikere, hvor hovedparten går ind for, at EU skal spille en større rolle i skattepolitikken. Hensigten er at bremse den konstante konkurrence mellem medlemslandene om at beskatte virksomhederne så lempeligt som muligt, og målet står klart. Det handler om at bekæmpe de multinationale firmaers aggressive skatteplanlægning, der udnytter uens regler, og som lukrerer på den europæiske skattejungle.

I den seneste tid er der opstået en sjælden bred enighed, som rækker fra Enhedslisten til Venstre, om at EU-landene bør have en fælles minimumsgrænse for selskabsskatten. Det skal være slut med, at landene underbyder hinanden i kampen om at tiltrække de store virksomheder, og at især transnationale firmaer spekulerer i at flytte aktiviteter og overskud til lande i Europa med den mest nænsomme beskatning.

Hidtil er selskabsskatten raslet ned overalt i Europa. I midten af 1990erne lå selskabsskatten i EUs medlemslande på 35 procent i gennemsnit. Nu er den nede på 21,9 procent. Undervejs på rutcheturen har Danmark ligget lunt i midterfeltet. I samme periode er selskabsskatten herhjemme sænket fra 34 til 22 procent, senest blev satsen sat ned fra 25 procent under Thorning-regeringen.

Tænkningen i regeringskontorerne er for så vidt identisk i alle landene: Når naboen lemper, må vi også gøre det; ellers siger firmaerne farvel, og så går væksten og arbejdspladserne samme vej.

Irland er måske det land, der er mest berømt og berygtet for sin skattepolitik med det formål at tiltrække internationale koncerner. I løbet af godt en snes år er selskabsskatten på den grønne ø sænket fra 40,0 til 12,5 procent, og det har eksempelvis fået en række techgiganter som Apple, Facebook, Twitter og Google til at placere sig i Irland under omstændigheder, som EU-Kommissionen ikke altid finder tilforladelige. Kommissionen har kortlagt, at Apple på et tidspunkt betalte helt ned til 0,005 procent i skat på grund af en ulovlig skatteaftale med de irske myndigheder, hvad der udløste et skattesmæk fra konkurrencekommissær Margrethe Vestager på eksorbitante 13 milliarder euro.

Ideen om at lægge en bund under, hvor lav skattesatsen må være, kræver i første omgang, at EU-landene enes om en fælles selskabsskattebase. Det vil sige et sæt ens regler for eksempelvis afskrivninger og fradrag, og ens regler for hvordan virksomhederne opgør deres skattepligtige overskud, uanset hvilke EU-lande koncernens aktiviteter foregår i. Kommissionen har tidligere, forgæves, søgt at opnå enighed i Ministerrådet om et udspil til fælles skatteregler, og blandt de nølende lande var Danmark.

VLAK-regeringens argument var blandt andet, at en harmonisering af selskabsskattebasen vil begrænse det enkelte lands muligheder for at indrette skattesystemet efter nationale behov, og at en fælles bund under selskabsskatten alligevel ikke hindrer skattekonkurrence fra lande uden for EU som Norge, Schweiz og Storbritannien efter Brexit.

Men nu har Venstre, hvis entusiasme for det europæiske samarbejde synes at være vokset, skiftet kurs, og partiet går i dag ind for at få en fælles minimumssats på selskabsskatten i EU.

»Vi er nødt til at kigge på virkeligheden, og den er, at der er store selskaber, som ikke betaler ret meget i skat,« siger spidskandidaten Morten Løkkegaard og tilføjer: »Den skatteshopping kan ikke blive ved i al evighed. Vi er kommet til et punkt, hvor det er så åbenlyst, og hvor den ene skandale har afløst den anden, at der altså skal ske noget nu politisk. Det banale spørgsmål er jo, om alle skal bidrage til den fælles kasse. Og det kan man svare entydigt ja til.«

Tabet til andre

Såvel Morten Løkkegaard som Socialdemokratiets spidskandidat, Jeppe Kofod, der længe har kæmpet i Europa-Parlamentet mod de store firmaers skatteunddragelse, henviser til en opgørelse fra Kommissionen. Den fortæller, at små og mellemstore virksomheder har en skattebyrde, der er 30 procent højere end multinationale selskabers. Firmaer med en mere beskeden størrelse har ikke samme ressourcer til at bedrive skatteplanlægning på tværs af grænserne.

»Helt objektivt er det unfair og et konkurrencemæssigt problem,« siger Jeppe Kofod, som også finder udviklingen hen mod en stadig lavere selskabsskat i EU-landene stærkt problematisk:

»Hvis ræset mod bunden fortsætter, vil man om nogle årtier være nede på nul i selskabsskat i Europa. Det vil sige, at der er færre til at betale skat. Til sidst vil det kun være mennesker, som går på arbejde, der betaler. Men det er jo drønhamrende usolidarisk, at de firmaer, der tjener allermest på vores samfund, ikke bidrager med særligt meget i skat. Almindelige mennesker betaler halvdelen af deres indkomst i skat, og samtidig kan de se, at velfærden forringes, blandt andet fordi store og rige selskaber som Apple, Google og Facebook betaler under én procent i skat af deres europæiske fortjenester. Det handler simpelthen om retfærdighed,« tilføjer Jeppe Kofod.

Skal man tro beregninger fra blandt andet Økonomisk Institut ved Københavns Universitet, mister Danmark 3,5 milliarder kroner om året (opgjort i 2015) i skatteindtægter til andre EU-lande som følge af, at store selskaber – helt lovligt – kan flytte overskuddet derhen, hvor firmaernes skattevilkår er lempeligere. Alene til Irland mister Danmark 1,7 milliarder kroner, mens tabet af skatteindtægter til de tre Beneluxlande tilsammen udgør et tilsvarende beløb.

»Vi taler om ekstremt mange penge, som kunne give flere pædagoger til at passe vores børn og flere sosu’er til at tage sig af vores ældre,« siger Nikolaj Villumsen, spidskandidat for Enhedslisten, der stiller op til EP-valget for første gang og har kravet om en fælles bund under selskabsskatten i EU blandt sine mærkesager.

Ifølge Nikolaj Villumsen er en minimumssats på 22 procent, altså det nuværende snit i EU, et oplagt sted at starte.

»I dag udnytter de multinationale selskaber EUs indre marked, hvor kapitalen har fri bevægelighed, og placerer deres indtægter i lande med den laveste selskabsskat. Det skal vi ikke finde os i. Det betyder, at vi går glip af milliarder af kroner, som kunne være brugt på velfærd i Danmark,« tilføjer han.

I de seneste år er statens indtægter fra selskabsskatten vokset støt. Ifølge Skatteministeriet rundede virksomhedernes betaling i selskabsskat knap 72 milliarder kroner i 2017, hvilket er næsten 23 milliarder mere end fem år tidligere og i øvrigt det højeste beløb nogensinde. Den anseelige sum afspejler, at virksomhedernes overskud generelt er vokset efter finanskrisen. Det går godt i Danmark.

Et spørgsmål om rimelighed

Trods de løbende nedsættelser af selskabsskattesatsen gennem mange år udgør provenuet fra selskabsskatten en større del af den samlede økonomi end førhen. Det skyldes blandt andet, at den sænkede sats er blevet modsvaret af strammere afskrivningskrav og mere robuste regler mod skattesnyd. Hvor stor en andel selskabsskatten udgør af bruttonationalproduktet, eksisterer der dog forskellige officielle bud på.

Skatteministeriet opgjorde det til 3,3 procent i en analyse december sidste år, mens Økonomi- og Indenrigsministeriet i en analyse fra januar i år anslog provenuet til at udgøre omkring 2,3 procent af bruttonationalproduktet.

Ifølge Morten Løkkegaard handler Venstres ønske om en fælles mindstesats på selskabsskatten i EU nu ikke så meget om størrelsen af indtægten fra beskatningen:

»Det er først og fremmest et spørgsmål om rimelighed. Hvorfor skal shawarmamanden henne om hjørnet betale forholdsvis meget mere i skat end Starbucks? Det er her, det politiske problem ligger. Det er ikke nødvendigvis en diskussion om provenu,« siger han.

De to andre regeringspartier vil til gengæld gerne have sig frabedt, at EU begynder at føre skattepolitik. Det bør alene være et nationalt anliggende.

Liberal Alliances spidskandidat, Mette Bock, peger samtidig på, at ikke engang EU er stort nok til at regulere techgiganterne. Skal de underlægges fælles regler og standarder, bør det ske i OECD-regi.

Ifølge Mette Bock er diskussionen om en fælles bund under selskabsskatten i det hele taget symptomatisk for valgkampen:

»Det er, som om alt, der handler om virksomhederne, er odiøst; at de prøver at snyde og bedrage, at de plukker folk, og at de laver social dumping. Det er lidt kedeligt, at der ikke er en mere grundlæggende forståelse for, at private virksomheder, der skaber arbejdspladser og sikrer skatteindtægter, sådan set er hele forudsætningen for at finansiere den velfærd, vi gerne vil have.«

 

Læs også Martin Krasniks leder: »Europas valg«

Læs også Jesper Vinds reportage fra Rhinen – Europas rygrad: »Unionen flyder«

 

 

Side 9