Da Fogh-regeringen erobrede magten tilbage i 2001, søsatte den med Lars Løkke Rasmussen som indenrigs- og sundhedsminister en sundhedspolitisk revolution.

Hvor patienterne hidtil bare måtte affinde sig med lange køer til en række behandlinger, blev der pludselig vendt op og ned på styrkeforholdet mellem borgere og system. Der blev indført ventetidsgarantier, og formåede det offentlige sygehusvæsen ikke at levere varen til tiden, kunne patienterne få operationerne på privathospitalerne i kraft af det udvidede frie sygehusvalg.

Magtbalancen mellem individ og system blev kort sagt forrykket til borgernes fordel som led i en ny rettighedstænkning, der blev ledsaget af massive økonomiske investeringer i sundhedsområdet; senere hen kom også udredningsgarantien til.

Nu står sundhedsområdet muligvis over for et nyt paradigmeskift, hvor patientrettigheder kan blive rullet delvist tilbage for at sikre, at det trængte sundhedsvæsen kan få enderne til at hænge sammen. Efter at Robusthedskommissionen tidligere på ugen præsenterede i alt 20 anbefalinger til en skarpere prioritering mellem patientgrupperne og opgaverne i sundhedsvæsenet, herunder også i den kommunale ældre- og hjemmesygepleje, er organisationer som Danske Patienter og Ældre Sagen i hvert fald bekymrede for, at nogle rettigheder bliver udhulet og går tabt i serviceforringelser.

Som det udtrykkes i et essentielt afsnit i rapporten fra kommissionen:

»Der er behov for en stærkere og bredere tilgang til prioritering, hvor behandlingsmetoder, diagnostiske undersøgelser og indsatser skal holdes op mod trækket på personaleressourcer og et mål om at skabe mest mulig sundhed for pengene. For at det skal lykkes, er det centralt at få identificeret den rette balance mellem universelle rettigheder og differentierede indsatser, hvor flere borgere og patienter skal understøttes i egenomsorg, mens mindre ressourcestærke borgere og patienter vil få mulighed for en tættere kontakt med sundhedsvæsenet.«

Det aktuelle bagtæppe for udspillet er ikke mindst sygehusenes pressede situation. Efter en lang periode med stigende produktivitet er hospitalerne i de seneste år gået ned i kadence. Siden 2019 er der kommet flere ansatte. Men aktiviteten er faldet, når man måler på antallet af operationer, ambulante besøg og indlæggelser. Covid-19 og efterdønningerne af det ekstraordinært hårde arbejdspres under pandemien samt sygeplejerskernes strejke har haft en pris. Der er opstået et behandlingsefterslæb, som selvsagt ikke bedres af udfordringerne med at rekruttere sundhedspersonale som sosu'er og sygeplejersker.

For patienterne betyder det længere ventetider. I årene inden 2020 blev udredningsretten overholdt i 82 procent af patientforløbene i somatikken. Nu sker det blot for 74 procent af patienterne. Samtidig er ventetiden til behandling på sygehusene i snit øget fra 31 dage i 2020 til nu 46 dage.

Ældrebomben

Øjebliksbilledet af et klemt sundhedsvæsen er imidlertid for intet at regne i forhold til, hvad der venter. Frem mod 2050 vil andelen af borgere over 80 år stige fra i dag fem procent til ti procent. Det betyder 310.000 flere gamle, hvoraf mange vil lide af flere samtidige kroniske sygdomme som eksempelvis astma, demens, KOL, leddegigt, knogleskørhed og sukkersyge.

Allerede i dag lægger de +80-årige beslag på mange ressourcer til behandling og pleje. På det kommunale sundhedsområde udgør borgere over 80 år omkring halvdelen af modtagerne af sygepleje og hjemmepleje. På sygehusene tegner patienter over 80 år sig for mere end 20 procent af de længerevarende indlæggelser. Med den demografiske udvikling vil behovet for sundhedsydelser og pleje vokse dramatisk.

Ifølge en analyse, som konsulentfirmaet Implement har foretaget for Robusthedskommissionen, vil efterspørgslen på medarbejdere samtidig ændre sig på sygehusene. I dag er manglen på anæstesi- og operationssygeplejersker udtalt. Men i de kommende år er det sengeafsnittene på især de medicinske afdelinger og akutafdelingerne, der kræver vagter uden for normal arbejdstid, som står med problemerne: »Det er manglen på 'basale' plejekompetencer – altså de plejemæssige basiskompetencer, som er forudsætningen for varetagelsen af plejen af patienterne i sundhedsvæsenet, som de er flest – der samstemmigt vurderes at blive den største udfordring på sigt,« hedder det i analysen.

Nidkære vogtere

Det er i det lys, at kommissionen med Søren Brostrøm som formand, lægger op til, at vagterne skal fordeles på flere ansatte og på flere medarbejdergrupper end i dag, at flere skal arbejde på fuld tid, og at ufaglærte desuden skal være med til at tage sig af borger- og patientnære opgaver.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde kalder anbefalingerne for »rigtig gode indspark«. Det er dog uvist, om politikerne vil sluge alle rekommandationerne om en hårdere rationering af sundhedsydelserne for at få nedbragt mængden af opgaver. Vil de for eksempel være parat til at overlade en stor del af magten til et nationalt prioriteringsråd som foreslået? Noget andet er den hyldede sentens om fri og lige adgang til sundhedsvæsenet; den kan blive anfægtet, hvis borgernes socioøkonomiske status skal bestemme, om de får en ringere service.

Det er heller ikke givet, at politikerne vil blåstemple en omlægning af behandlingen af patienter, der nærmer sig livets afslutning. Kommissionen foreslår, at helbredende behandling bør afsluttes »i rette tid« for at blive erstattet af såkaldt palliativ indsats, der mere sigter mod at give patienterne smertelindring, hvad der er billigere. Det kan godt blive kontroversielt, hvis de folkevalgte står på mål for et regime, hvor patienter af sparegrunde afskæres fra at få behandling, fordi de alligevel skønnes at være enden nær.

Nogle af anbefalingerne kræver nye aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, og meget afhænger af fagforeningernes velvilje. Som udgangspunkt ønsker de faglige organisationer ikke, at medlemmerne tvinges til at gå op på fuld tid eller bliver beordret til at tage vagter. Lige så lidt populært er det, hvis medarbejderne skal påduttes at have flere tjenestesteder for at få mere fleksibilitet i sundhedssektoren. Dertil kan lægges den traditionelle modstand mod at ændre i faggrænserne for at få smidigere arbejdsgange. Alle fagforeninger vogter nidkært over egne domæner.