Forventningspresset. Politikerne på Christiansborg lover befolkningen bedre service, end kommunerne kan levere. Samtidig vælger de velstillede i stigende grad private løsninger. KL-formand Martin Damm advarer mod risikoen for, at opbakningen til velfærdssamfundet smuldrer.
Vi kan ikke trylle
I de senere år er den private velstand løbet fra det offentlige forbrug. Danskerne har fået flere penge mellem hænderne til rejser, møbler, forbedringer af boligen, og hvad der ellers hører til en privatøkonomi, der for de flestes vedkommende har udviklet sig gunstigt.
Det er selvsagt glædeligt, at folk, som de er flest, har fået løftet deres egne forbrugsmuligheder. Men set fra de 98 rådhuse er der en lurende bagside. Når borgerne bliver rigere og oplever stigende velstand i deres eget liv, stiller de samtidig højere krav til standarden i daginstitutionerne, skolerne, ældreplejen og sundhedsvæsenet. Familien, som har fået moderniseret deres egen bolig, reagerer, når børnenes klasselokaler er nedslidte, og skolens toiletter er klamme.
Del: