Efterhånden ænser danskerne velsagtens ikke længere de månedlige bulletiner om de positive takter på arbejdsmarkedet. Uafladeligt sætter beskæftigelsen rekord. Nu er der 3.060.800 lønmodtagere, efter at yderligere 3.600 nye jobs blev skabt i juli, som er den seneste måned, Danmarks Statistik har data for.

Men på det seneste har jobvæksten fordelt sig anderledes end sædvanligt. Den offentlige sektor står for en stigende andel af de nye jobs. I juli fik de private virksomheder 1.900 flere medarbejdere, mens antallet af offentligt ansatte steg med 1.700. De to sektorer fik altså noget nær lige mange nye medarbejdere.