Fødselsrate. Fertilitetskrisen er overdrevet, lyder det i en ny analyse. Den pointerer, at de stadig mere veluddannede kvinder får flest børn. Det vil ændre befolkningens sammensætning.
Lykkelige omstændigheder
Der er ingen fare for, at Danmark uddør som nation. Men sandt er det, at antallet af nyfødte herhjemme generelt har været faldende gennem de seneste tre årtier. Fødselsraten nærmer sig samtidig et historisk lavpunkt. Ifølge Danmarks Statistiks seneste skøn kan nutidens kvinder, som befinder sig i den fertile alder, i gennemsnit forventes at få lidt mindre end 1,5 børn. Man skal helt tilbage til midten af 1980erne for at finde et lavere niveau.
Udviklingen har skabt bekymring for, at befolkningen vil skrumpe, og at Danmark kommer til at fattes mennesker til at holde butikken kørende. Foreløbig er der ikke grund til frygten. De seneste mange års massive indvandring af udenlandsk arbejdskraft har medvirket til at holde dampen oppe. Siden 2008 er befolkningstallet øget med godt en halv million, så der nu er lige omkring seks millioner borgere hertillands.
Del: