Forestillingen om folkeskolen som den fælles arena, hvor børn fra forskellige samfundslag møder hinanden, lever fortsat i bedste velgående. Samtlige politiske partier abonnerer på den idealistiske tanke, og det samme gør forældrene.

Opbakningen til folkeskolen som den samlende institution er omtrent unison, og det uanset om forældrene er højtuddannede med solide indkomster eller ufaglærte med færre midler at rutte med. Stort set alle hylder princippet om folkeskolen som den sociale smeltedigel.