ISRAELS regering fejrede i denne uge uafhængighedsdagen for 78. gang. Hvis nogen tvivlede på, hvad man fejrede, kunne de se på det enorme banner over scenen på Herzl-bjerget i Jerusalem: Benjamin Netanyahus ansigt og budskabet: »Vi kæmpede lysets krig mod mørkets mænd.« Dette hypermoralske budskab er ikke bare et slogan, der skal samle israelerne. Netanyahu har brugt det flere gange, og det hænger tæt sammen med den israelske regerings verdensbillede, hvor melodrama, persondyrkelse, nationalisme og religion udgør elementerne i det godes kamp mod det onde.

NATIONALRELIGIØSE kræfter har – med dette budskab og i dækning af krigene mod Hamas, Hizbollah og Iran – sikret sig enorm magt. De vil udvide Israel og sikre jødisk dominans. Bosættere på Vestbredden chikanerer og angriber konstant palæstinensiske civile. Også i denne uge blev flere palæstinensere dræbt efter et velkendt mønster, hvor slagsmål ender med, at palæstinensere bliver skudt af enten bosættere eller israelsk grænsepoliti. Det har næsten aldrig konsekvenser, for der er både konkret samarbejde og ideologisk slægtskab mellem bosætterne og israelske myndigheder i de besatte områder. Et flertal i parlamentet har vedtaget dødsstraf, der de facto kun kan ramme palæstinensere. Og i denne uge forhindrede myndighederne igen, at palæstinenserne højtideligholdt Nakba-dagen, der – også for 78. gang – markerer nederlaget til Israel i 1948.