DER er ikke mangel på statuer og buster i Danmark. Faktisk er København fyldt med mindesmærker for afdøde mænd, hvoraf alt for få huskes for deres præstationer; og kun lidt flere for deres positioner. Hvorfor er det nu lige, at der står en buste af H.V.S. Gredsted ved kommunehospitalet? Fordi han var hospitalsdirektør? Dem har der ellers været mange af gennem tiden. Og hvorfor skal Lauritz Nicolai Hvidt trone i Ørstedsparken? Er det mon, fordi han var med i den første regering efter enevældens ophør i 1848, eller snarere fordi han endte sine dage som nationalbankdirektør? Og kom nu ikke og sig, at man da bare kan gå hjem og researche sig til disse mænds meritter: Faktum er, at det offentlige rum er befolket af koryfæer, hvis betydning for samfundet for længst er gået i glemmebogen.

ER det mon på den baggrund en god idé i ligestillingens navn at begynde at opstille en masse statuer og buster af kvinder, som ingen heller forbinder med noget som helst? Naturligvis ikke. Som anført af professor Ditlev Tamm forleden i Berlingske, vil det så absolut være at foretrække, hvis man i stedet nedbringer antallet af mænd på piedestaler. Professoren fremsætter sit forslag, fordi han er blevet indbudt til afsløringen af en buste ved Skuespilhuset i København, som forestiller Bodil Begtrup. Bodil hvem? Ja, Bodil Begtrup. Danmarks første kvindelige ambassadør. Som bekendt er der en første gang for alting, så hvis det er kriteriet, bliver der kamp om byens pladser og parker.