ET desperat, skræmmende opslag fra Donald Trump var muligvis dét, der fik Iran til at gå med til våbenhvile. Måske var der alligevel en lille tvivl hos de iranske magthavere: Hvad kunne manden i Det Hvide Hus mon finde på, da han truede med at ødelægge hele den iranske civilisation? At krigen mellem Iran og USA/Israel (foreløbig) slutter med så vanvittig en udmelding på den ene side og så uklar og vaklende en våbenhvile på den anden, siger noget om, hvor meget der er på spil. Iran har fundet et våben, der forekommer næsten lige så afskrækkende som de kernevåben, præstestyret så brændende ønsker sig: Lukningen af Hormuzstrædet er en atombombe under verdensøkonomien.

SLAG på slag har USA og Israel rettet mod Iran uden at opnå krigens skiftende mål: at vælte præstestyret og stoppe dets atomvåbenprogram. Selvom hele Irans ledelse er blevet dræbt, flåden er sænket, luftvåbnet smadret, og store dele af våbenarsenalet elimineret, har det iranske regime barrikaderet sig og kvalt den globale energiforsyning. Tilbage står et endnu mere ekstremt præstestyre under Revolutionsgardens og militærets kontrol.