Statsministeren kaldte selv den afgående regering for mærkelig, så det er ikke så mærkeligt, at valgkampen også er meget mærkelig. Forunderligt blottet for nerve og kant. Skud i alle mulige retninger. Det lykkedes den ret upopulære regering at suge livet ud af politik, og nu suger den også energien ud af valgkampen. Alle vil tilsyneladende i regering og gør derfor deres yderste for at undgå virkelige politiske konflikter. Troels Lund Poulsen trådte i karakter i en tv-duel ved at udfordre en rød formueskat, som sandsynligvis aldrig bliver til noget – over for Mette Frederiksen, som han åbenlyst helst vil regere videre med.

Valgkampens foreløbige tale: Der er uendelige midler til rådighed – spørgsmålet er bare, hvem der skal dele dem ud. Måske skulle alle 12 partier bare gå sammen i en gigantisk midterregering og gennemføre det hele. Så ville vi få: Mere i pension (30 milliarder). Mindre skoleklasser (seks milliarder plus mange andre milliarder til nye skolelokaler). Tillidsskole (fem milliarder). Fødevarecheck (4,5 milliarder). Mere ældrepleje (6,5 milliarder) og udvidet ældrecheck (1,5 milliarder). Store bededag tilbage (tre milliarder). Bedre forhold for handicappede (en milliard). Sundhedspakke (en milliard). Billigere benzin (ukendt milliardbeløb). Erhvervspakke (ukendt milliardbeløb). Læg dertil de forslag, der kommer i den næste uges tid, plus de uendeligt mange flere penge, der skal postes i forsvaret.