Jeg gik ikke til mindehøjtideligheden i synagogen søndag aften. Jeg var meget i tvivl, men jeg endte med heller ikke at tage hen til arrangementet på Israels Plads tirsdag eftermiddag. Det er for mismodigt at sidde – igen – og sørge i synagogen. Og det føltes ikke rigtigt for mig med den demonstrative solidaritet med Israel, der er i færd med at udslette Gaza. Alt er modsætninger og paradokser. Jeg har sagt nej til forespørgsler fra radio og tv i anledning af toårsdagen for terrorangrebet. Jeg har samme følelse som i matematiktimerne siden 3. klasse: Hvorfor forsøge? Det går alligevel ikke op.

Nu prøver jeg alligevel: At være jøde i Danmark er som at befinde sig i en belejringstilstand, en fornemmelse af at være omringet af en mur, der hele tiden bygges højere.