Kommentar. Trumps plan for Gaza er et kolossalt fremskridt, selv hvis den skulle fejle.
Dagen efter
Siden Donald Trumps plan for Gaza blev lanceret i sidste uge, har kommentatorer haft en fest med at flå den fra hinanden. Hamas vil ikke gå med til at frigive alle gidslerne; den eneste valuta, terrorbevægelsen har at handle med, lyder det: Den krigeriske bevægelse vil heller ikke frivilligt afstå deres våben og kontrollen over Gaza.
Hvad angår Benjamin Netanyahu, vil han gøre sit for at forpurre planen, må vi forstå. Den israelske premierminister vil aldrig acceptere den amerikanske præsidents krav om, at Israel ikke annekterer Gaza og Vestbredden. Han vil også sabotere ideen om, at planen ad åre skal føre til palæstinensisk selvstændighed. Det har han altid bekæmpet, og han har desuden en regering at holde sammen på, som den yderste højrefløj står klar til at vælte, hvis han skulle vakle i troen.
Så er der selve udførelsen af planen: Skal Hamas først udlevere gidslerne, som Israel kræver? Eller skal Israel først trække sig ud af Gaza, som Hamas kræver? Allerede her vil den skrøbelige våbenhvile bryde sammen, forlyder det. Stor ståhej for ingenting!

SORTSYN ER ALTID den nemmeste sindstilstand at fremmane over for snart sagt alt i konflikten mellem palæstinensere og israelere.
Men trods de åbenlyse vanskeligheder er Trumps plan det bedste, der er sket i denne to år lange tragedie. Netanyahu har længe været bebrejdet, at han ikke havde noget mål for, hvad der skulle ske, når krigen mod Hamas slutter. Her er endelig en vision for Gaza, med premierministerens egen underskrift ovenikøbet. Trumps plan støttes også af de toneangivende lande i den muslimske verden, heriblandt både Qatar og Tyrkiet, Hamas’ nærmeste allierede.
De har alle givet deres ord på, at både israelerne og Hamas skal trække sig ud af Gaza; for Israel vil der dog være en gradvis mindre sikkerhedszone. Området skal genopbygges af det internationale samfund af en teknokratisk overgangsmyndighed; under ledelse af Trump selv og den tidligere britiske premierminister Tony Blair og med hjælp fra den arabiske verden. Præsidentens plan handler om at skabe et levedygtigt, frugtbart, afradikaliseret samfund for de palæstinensiske civile i Gaza; den gruppe, som Hamas’ forbrydelser 7. oktober 2023 har trukket ud i en dræbende og totalødelæggende krig. Det lyder selvsagt for godt til at være sandt, men tænk, hvis det kunne lade sig gøre.
Borte er den amerikanske præsidents egne rablerier om at fjerne alle palæstinenserne – frivilligt, godt nok – for at udsmykke det angiveligt lukrative stykke land med luksushoteller. De drømme om israelsk overherredømme og udrensning, som også har fundet næring på den israelske højrefløj, får her dødsstødet. Netanyahu er nødt til at lægge luft til den del af sin regering, hvis ikke Trump skal lægge luft til ham.
MEN FORSØGER HAMAS' forhandlere ikke bare at forhale hele processen ved det møde, der finder sted i dag, mandag, i Sharm el-Sheikh, Egypten, hvor USA, Hamas, Qatar, Egypten og Israel er til stede? Jo, og tænkeligt er det da også, at krigen vil fortsætte, fordi uoverensstemmelserne er for enorme.
Men planen vil stadig ikke have været forgæves. Det vigtigste signal, som man håber, at Hamas’ allierede i de vestlige storbyers gader tager notits af, er dette: Alle parter, der støtter planen, er enige om, at Hamas ingen fremtid har i Gaza. Bevægelsen skal afvæbnes og forlade området. Alle deres tunneler skal destrueres.
Derved kan det konstateres, at den storslåede ambition, der lå bag den nu dræbte Hamas-leder Yahya Sinwars terrorangreb for to år siden – at overløbe Israel fra syd med Hamas og fra nord med Hizbollah – slog totalt fejl. I dag har Israel knækket stort alle Hamas’ mest krigeriske venner og dræbt det meste af Hamas’ ledelse i Gaza. Selv i Qatar og Tyrkiet lyder det, at hvis ikke Hamas siger god for planen, vil de miste deres politiske og diplomatiske støtte. Man kan håbe, det vil betyde, at de to lande vil smide Hamas’ eksilledere ud. Så står de totalt isolerede.
Hamas vil naturligvis forstå at gøre blodig modstand. Meget vil utvivlsomt gå galt. Men for første gang, efter to års ødelæggelser og drab, er det muligt at se en ende på krigen.
Del: