Jurnalister billede
Wivel

Klaus Wivel

(født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).
Leder.

Mørketal

Mørketal Af Klaus Wivel

TÅRNHØJ er den mængde af omkomne, der hver dag rapporteres om fra lande som Italien og Spanien. Derfor kan de virke kyniske, de forskere, som tillader sig at hævde, at dødsraten nok er en del lavere, end sundhedsmyndighederne indtil videre har vurderet. Verdenssundhedsorganisationen WHO og Sundhedsstyrelsen har estimeret, at op til en procent dør af sygdommen, og en stærkt indflydelsesrig rapport fra Imperial College i Storbritannien i sidste uge anslog, at op mod en halv million ville dø, hvis ikke regeringen lagde landet ned straks. Enkelte forskere mener, at den slags tal er voldsomt overdrevne. Måske er dødeligheden ved COVID-19 så lav som en almindelig influenzavirus, omkring en promille, måske endda lavere, siger de. Sådan lyder de finske sundhedsmyndigheders vurdering eksempelvis. Det efter omstændighederne håbefulde budskab virker nærmest som en hån mod de døde og samfundets opofrelse. Men skønt dødsraten er omgærdet med en enorm usikkerhed, er det alligevel en pointe, der er værd at lytte til.

SMITTEFARLIGHED er, hvad der kendetegner denne virus. Skønt det officielle antal smittede fra coronaens udspring, kinesiske Wuhan, ligger på cirka 80.000, er det virkelige antal, mørketallet, formentlig adskilligt meget større. De fleste smittede har givetvis kun haft få eller slet ingen symptomer og er aldrig blevet testet. Når man tager i betragtning, at virussen har kunnet sprede sig frit i over to måneder, før storbyen blev lukket ned, skal mørketallet måske tælles i millioner. I så fald er de omtrent 3000 døde – relativt set – ikke mange. At scenariet ikke er grebet ud af luften, fremgår af Søren Villemoes’ artikel. Her omtales et britisk forskerhold fra Oxford, der vurderer, at virussen har spredt sig i Storbritannien siden midten af januar, hvorfor op til halvdelen af befolkningen kan være smittet, og hvorfor briterne er tæt på at danne flokimmunitet. De mener også, at antallet af smittede, der kræver indlæggelse, bliver på under en promille – en brøkdel af, hvad Imperial College-rapporten nåede frem til. To forskere fra amerikanske Stanford University estimerer ligeledes, at dødeligheden blandt de smittede i de hårdt ramte norditalienske egne er under en promille – de daglige rædselsberetninger til trods. Som forskerne selv understreger, er det ikke-validerede skøn. De kan tage fejl. Mørketal bør jo blive årets ord. Alle gætter. Uvidenheden har kostet os dyrt.

LAV tests! Både af tegn på corona og på antistoffer. Det er den eneste måde at få overblik over mørketallet på. Vi kan se i både Island og Sydkorea, at det også er den eneste måde at vende tilbage til hverdagen igen. Med omfattende tests kan man isolere smittekilderne og sætte dem i karantæne, mens resten af samfundet fungerer normalt. Derved kan vi også bedre vide, hvis og om vi som nation danner flokimmunitet, og den enkelte, tidligere influenzaramte dansker kan få vished om, hvorvidt det har drejet sig om coronavirus, og om vedkommende i dag har dannet antistoffer. I givet fald kan den raske formentlig besøge og pleje gamle og kronisk syge uden risiko for at smitte dem. Men vigtigere: Samfundet lider massivt under den nuværende nedlukning, og den danske regering bør snart forklare, hvor længe vi skal vente, før vi kan få sat det hele i gang igen.

DØDELIGHED er både en abstrakt og særdeles konkret størrelse. Der kan intet indvendes mod de drastiske tiltag, danske og europæiske regeringer har taget, selv hvis dødsraten viser sig at være meget lavere end antaget. Corona smitter øjensynligt så nemt, at enorme antal mennesker bliver syge på samme tid, hvad hospitalerne slet ikke kan håndtere. En lille del virkeligt syge af en kolossal mængde pludseligt smittede kan stadig få katastrofale følger, især i fattigere og mere befolkningsrige lande. Så er det mindre vigtigt, hvis dødeligheden viser sig at være på niveau med en almindelig influenza. Men vi bør hurtigst muligt vide, om vi i Danmark skal forvente 30.000 døde eller 1.500. Og om vi må forblive i karantæne i månedsvis. Eller blot nogle uger.

 

Læs også Martin Krasniks leder: »Vestens virus«

Læs også fem sygeplejersker og lægers vidnesbyrd om coronaens etiske dilemmaer: »Før stormen«

Læs også om, at nogle forskere mener, at den officielle dødsrate er stærkt overdrevet: »Den store ubekendte« 

Læs også om, at corona-skolen ikke er et gennembrud for digital undervisning, men for lærergerningen: »Klasseforskel« 

Læs også om frygten for, at et kritisk antal fængselsbetjente bliver syge: »Det værste scenarie«

Læs også kronikken om, at katastrofer er menneskeskabte: »Katastrofens natur«

Læs også Pernille Stensgaards artikel om at udnytte isolationen til flere mikroeventyr: »At gå i mørke«

Læs også Jørgen Grønnegård Christensens artikel om faretruende sprækker, som giver kuldegysninger: »Sunde og sårbare institutioner«

 

Side 14