Jurnalister billede
Wivel

Klaus Wivel

(født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).
Kommentar. Europæerne kan her på toårsdagen, hvor den ukrainske krigslykke er vendt, spejle sig i Caspar David Friedrichs vankelmodige franske soldat fra 1813.

Desertøren

EN FRANSK SOLDAT står i et tyndt lag sne med ryggen til og kigger ind i en tætbevokset granskov. Sablen slæber langs jorden, hjelmen virker klodset og stor. Han har passeret et par træstubbe, hvorfra en ravn flittigt følger med, mens han mismodigt overvejer sin situation: Skal han fortsætte ind i det mørke, uvejsomme krat, som truer med at opsluge ham? Eller give op og vende hjem? Fortvivlelsen kan spores helt nede i soldatens støvler. Den venstre peger ind mod de mørkerøde, endeløse stammer. Den højre er hastigt på vej i vild flugt fra gruen.

Maleriet kan i dag ses i den store Kunsthalle i Hamborg. Kunstneren er den tyske storromantiker Caspar David Friedrich, som blev født for 250 år siden, og hvis værker fejres med en kæmpeudstilling i en tid, hvor der kastes et skarpt lys på menneskets tvivlsomme forhold til naturen.

Men naturens overvældende kraft er ikke hele Friedrichs pointe med maleriet af den vankelmodige soldat. Han har malet det i 1813, efter at Napoleons hære havde kæmpet i Dresden, hvor Friedrich boede. Maleren ville fejre den dag, Napoleons greb om området var forbi, og hvor de franske soldater, ligesom romerne før dem, måtte fare vild i de gådefulde, dunkle, lumske, evige tyske skove.

SKØNT DET NÆPPE var Friedrichs hensigt, er det svært at se på denne soldat uden at fatte sympati. Her på toårsdagen for invasionen af Ukraine virker hans frygtelige tvesind ubehageligt velkendt. Man kan således nemt hive maleriet ud af sin historiske sammenhæng og placere det i vores – i europæernes – virkelighed, i denne vintertid i 2024.

Også europæerne står i denne tid vaklende og fodslæbende og overvejer de trøstesløse muligheder. Soldaterhjelmen føles plump, kejtet og tyngende. Vi har for længst glemt, hvad krig er. De ufremkommelige skove, vi står over for, er flyttet østpå og befinder sig lige på den anden side af NATOs grænser. Truslen er på to år blevet overvældende, brutal og uoverskuelig, og skønt europæiske lande efter fattig evne forsyner ukrainerne med militært udstyr, har nervøsiteten sat sig i kroppen.

Meddelelsen om den svigtende krigslykke har vi også hørt. En vigtig by faldt forleden. Støtten til de hårdtprøvede ukrainere er ikke længere helt så givet. Vi har umærkeligt vendt os halvt på skrå. Alt imens ravnen nysgerrigt tager notits, gør vi med den ene fod klar til at desertere og overlade ukrainerne til deres skæbne.

Til forskel fra den franske soldat i de tyske skove vil det dog næppe nytte. Han kunne flygte, det kan vi ikke. Hvis vi tøver for længe, er det skoven, der begynder at brede sig.