Jurnalister billede
Wivel

Klaus Wivel

(født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).
Leder.

Smooth Criminal

Smooth Criminal Af Klaus Wivel

KUNSTEN kan være et sted at gemme sig, men for Michael Jackson gjaldt det, at han gemte sig for åben skærm. Forklædt til genkendelighed, som Dan Turèll sagde. Det er den opdagelse, som trænger sig på i lyset af de seneste anklager om pædofili, der har fået flere radiostationer til at fjerne den afdøde musikers sange fra spillelisten. To af hans mest berømte plader hed Bad og Dangerous, og det var vi mange, der lo ad dengang, de udkom. En så spinkel mand med en så lys stemme, der sang om fred på kloden og om at stikke af, før man fik tæsk, kunne ikke være til fare for nogen. Men måske forsøgte han at fortælle os noget i de titler; farlig var han i hvert tilfælde, hvis vi skal tro de to mænd i HBO-dokumentarfilmen Leaving Neverland, som beskylder Michael Jackson for at have misbrugt dem seksuelt, da de var drenge. De er ikke de første, der leverer de beskyldninger, men med detaljerigdommen i deres vidneudsagn og de mange sammenfald i deres historier virker de uhyre troværdige. Der er kommet blod på dansegulvet.

SPEJLER han sit mørke i sangene? Lytter man til musikken i disse dage, dukker den følelsesmæssigt forkvaklede kunstner tydeligere frem. Der er en desperation i sangene, når de er bedst, en ensomhed og en, forstår vi nu, berettiget paranoia, der slår om i et fortvivlet raseri. Det står klarere i denne tid, hvorfor han i bogstaveligste forstand ikke kunne være i sin egen krop og derfor forsøgte at lave den om. Noget åd af ham indefra. Han hævdede selv, det havde med hans ødelagte barndom at gøre. Det var utvivlsomt sandt, men ødelæggelsen påførte han så formentlig andre børn – i kærlighedens navn, naturligvis, skønt det fremgår af dokumentarfilmen, at han udmærket var klar over, at hemmeligheden aldrig måtte slippe ud. Om han også indså, at det seksuelle misbrug var forkert, er mere sløret. Han holdt af at fremstille sig selv som en Peter Pan-figur, et evigt barn. Den figur lever også i sangene og fremstår i dag helt utålelig. Han mente formentlig at være på niveau med de børn, han begik overgreb på. De var legekammerater. Med sin engleagtige, uskyldsrene, verdensfrelsende attitude kunne han på den måde retfærdiggøre sine handlinger over for sig selv og over for sine ofre. Men selvbedraget afslører sig i musikken.

LIVET sniger sig ind i sangene. Derfor er debatten om, hvorvidt vi overhovedet længere må lytte eller danse til Michael Jacksons musik, omsonst. Han reflekterede et helt århundredes amerikansk kultur og politik med en rytmisk perfektion, der aldrig er overgået. Hans sange er så personlige, særprægede, tvetydige, fløjsblødt leverede, stramt producerede, dansable og uafrystelige, at de vil overleve selv denne ultimative skandale. Værre er det, at overgrebene nu vil lægge sig som en undertone i sangene, en mislyd i musikken, vi kun har kunnet ane. I den forstand kan kunst og kunstner ikke adskilles. Titlen på en af hans bedste numre, »Smooth Criminal«, har således tiltaget sig en noget mere konkret betydning. Men hele ideen om at censurere anstødelige kunstnere bygger på, at man støtter deres forbrydelser gennem at overvære deres kunst. Som om Michael Jacksons ugerninger smitter af på lytteren – som straffer vi ham posthumt ved at bandlyse hans levende arv, ligesom det ene af ofrene i filmen gør, da man til sidst ser ham sætte ild til de gaver, Michael Jackson gav ham, deriblandt den ikoniske rød-sorte læderjakke, sangeren bar i den berømte Thriller-video. Det er en primitiv og brutal tanke. Ingen støtter pædofili ved at lytte til Michael Jacksons musik. Det hjælper ikke hans ofre at censurere ham. Og når alt kommer til alt, var han mere end sine overgreb. Et slags geni, formentlig.

Side 14