Jurnalister billede
Wivel

Klaus Wivel

(født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).
Leder.

Op i røg

Op i røg Af Klaus Wivel

ATOMAFTALEN med Iran, som blev indgået i 2015, står næppe til at redde. Derfor befinder hele regionen sig endnu en gang i en situation, der i værste fald kan ende i krig. I denne uge blev olietankskibe og -forsyninger angrebet ved Hormuzstrædet; mistanken er rettet mod Iran, som afviser beskyldningerne. Det er et alt for velkendt mønster. USAs præsident, der opsagde atomaftalen for et år siden og indførte hårde sanktioner mod Iran, har sendt hangarskibe til området, og amerikanske styrker står klar. Ingen har lyst til at opleve endnu en krig, heller ikke Donald Trump, der gik til valg på at trække de amerikanske tropper ud af Mellemøsten. Han satser på, at sanktionerne vil få regimet til at knække sammen, således at en bedre aftale kan komme i stand. Det er et fromt håb. Iran har indtil videre vist, at man hellere vil lade sin egen befolkning sulte frem for at opgive sine imperiale drømme.

UDSATTE atomaftalen striden og skabte fred i nogle år, stod det fra begyndelsen klart, at konflikten blot ville vende tilbage med en måske endnu værre kraft end før. Det var Irans ønske om anskaffe sig atomvåben, som i sin tid førte til sanktioner mod styret, parret med de talrige tilkendegivelser om at ville bruge dem på at udslette Israel. Derfor var premierminister Benjamin Netanyahu før aftalen på nippet til at bombe iranerne. Aftalen førte til en slags våbenhvile, samtidig med at sanktionerne blev ophævet, men overenskomsten havde en solnedgangsklausul på ti år. I den forstand var aftalen ingen løsning. Barack Obama, hvis største udenrigspolitiske triumf aftalen blev, fik skubbet problemerne over i en nær fremtid, hvor de ikke længere var hans hovedpine.

BLOT et spørgsmål om tid var det således, før situationen igen blev utålelig, og nu truer Iran med at genstarte sit atomprogram. Men at det er Trump, som før tid har annulleret aftalen, bør ikke stå i vejen for det ufravigelige krav, det internationale samfund må have til Iran om, at regimet øjeblikkeligt stopper enhver ambition om at anskaffe sig atomvåben. Både i dag, i 2025 og i al fremtid. Tillader vi et Iran med atomvåben, vil Saudi-Arabien, Irans sunnimuslimske ærkefjende, utvivlsomt også anskaffe sig sine, hvorefter Tyrkiet vil føle trang til at følge efter. Et Mellemøsten bevæbnet med atombomber er mildest talt ikke nogen rar tanke.

STRIDEN i Mellemøsten skyldes i høj grad Irans stormagtsambitioner. Landet har kontrol over store dele af Irak, Syrien, Libanon og Yemen. Så mens atomaftalen fik skabt fred og velstand på hjemmefronten, gav den iranerne overskud nok til at sprede død og ulykke i nabolandene. Det kniber pludselig med pengene, hvad der forklarer regimets nuværende trusler. For nylig skrev New York Times, at Iran har problemer med at udbetale løn til våbenfællerne i libanesiske Hizbollah og til de militser i Syrien, regimet varetager. Det er en direkte konsekvens af de sanktioner, som fulgte efter, at Trump aflyste atomaftalen. Irans økonomiske trængsler på de udenlandske slagmarker er det svært at være voldsomt deprimeret over.

Side 16