Jurnalister billede
Wivel

Klaus Wivel

(født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).
LEDER

De uegnede

De uegnede Af Klaus Wivel

DE særligt hårde erkendelser kan være lang tid om at synke ind. Men onsdag blev vi brat mindet om, at markedets usynlige hånd i løbet af de seneste ti år er blevet udstyret med statslige snoretræk. I forgårs afviste Finanstilsynet, der er sat i verden af den danske regering for at kunne regulere de finansielle markeder, at godkende den direktør for Danske Bank, som bankens egen bestyrelse i enighed havde anbefalet. Jacob Aarup-Andersen blev betragtet som »velkvalificeret«, men manglede erfaring inden for »visse af Danske Banks forretningsområder«, lød det.

FRIE giver det således ikke mening længere at kalde danske finansielle institutioner, når en så betydelig bank som Danske Bank ikke selv kan bestemme, hvem der skal sidde for enden af bordet. Men det særligt opsigtsvækkende ligger i, at afslaget ikke var begrundet i, at kandidaten havde noget med hvidvaskningsskandalen at gøre, eller at han er fedtet ind i andre misliebige sager. Han var blot for grøn inden for visse områder. Finanstilsynet har således kortsluttet bestyrelsens beslutning med en påfaldende svag forklaring og blandet sig direkte i bankens forretning. For dansk bankvæsen er denne underkendelse en historisk ydmygelse.

MARKEDSKRÆFTER skal reguleres. Det er de seneste ti års foruroligende konklusion i den vestlige verden, at de ikke kan anses for at være et rationelt og selvstyrende fænomen. Læren af finanskrisen blev, at visse institutioner er af så vital betydning for samfundet, at alle ville lide nød, hvis de gik under, og at direktørerne i den finansielle verden ofte selv slap for at tage ansvar for de astronomiske fejlinvesteringer, de havde gjort. Herved blev forholdet mellem ansvar og konsekvens slået skævt med alvorlig samfundsmæssig mistillid til følge. Det er således værd at minde om, at Finanstilsynet fik denne vetoret over for de finansielle institutioners valg af direktører som følge af de pakker, regeringen udstedte for at redde bankerne ud af den sump, krisen havde bragt dem i. Bankernes tøjlesløse adfærd havde selv skabt nødvendigheden af denne kontrol.

ER det skatteydernes hjælp, banker i krisetider må ty til for at overleve, må de også finde sig i at blive sat under administration. Nævnes bør det dog, at Finanstilsynet selv har været betænkeligt sløv til at få øje på, hvad der foregik i Estland og drage den nødvendige konsekvens i tide. Man kan mistænke Tilsynet for at have behov for at udvise fasthed i en sag, der har plettet omdømmet. Mange søger meget sent at sikre sig afstand til skandalens hovedsyndere.

STÆKKET er bankens ledelse. Finanstilsynets signal skal høres helt op i toppen af Mærsk, som sidder på cirka 20 procent af Danske Banks aktier: Der skal ske en total kulturændring i ledelsen. Med den seneste tids uansvarlige beslutninger og grotesk ringe fornemmelse for alvoren i hvidvaskningssagen har man gjort det klart over for bestyrelsen, at den selv er blevet vejet og fundet for let. Man kunne dog ønske, at Tilsynet i så fald bad bestyrelsesformand Ole Andersen om at gå af frem for at lade Aarup-Andersen betale prisen for ledelsens forsyndelser. kw

Side 14