Jurnalister billede
Wivel

Klaus Wivel

(født 1971) er redaktionschef. Af uddannelse er Wivel cand.mag. i dansk og kommunikation, og han har siden 1998 været udlands-, indlands-, sports- og kulturskribent her på avisen. Han har desuden været bogredaktør og var i to år avisens korrespondent i USA. Wivel er vidtfavnende, men har i særlig grad dækket den israelsk-palæstinensiske konflikt og USA. Forfatter er Wivel til bogen "Næsten intet - en jødisk kritik af Kierkegaard" (1999). Hans reportagebog "Den sidste nadver" (2013) om, hvorfor kristne forlader de arabiske lande, er udkommet i Norge, Sverige, Tjekkiet og USA. Derudover har han i samarbejde med cykelrytteren Michael Rasmussen skrevet selvbiografien "Gul feber" (2013).
LEDER

Ganske blank

Ganske blank Af Klaus Wivel

STØRRE villighed ser man ikke blandt ledere i disse år til at tage ansvar for de fejl, de laver. Sejre tager de hjertens gerne æren for, fiaskoerne derimod er forældreløse. Det viser Danske Bank-skandalen, og det viser en række andre tilfælde. Ingen ministre har eksempelvis følt sig kaldet til at tage den personlige konsekvens af de enorme milliardbeløb, som er væltet ud af SKAT, skønt hullet blev skabt som følge af de politiske krav om forenklinger, nedskæringer og et ubrugeligt IT-system, som forskellige ministre gennem mere end et årti har krævet gennemført. Da begge sider af dansk politik har været med til at træffe de beslutninger, har man belejligt kunnet dele ejerskabet over blamagen imellem sig. Som det gamle ord siger: Lader man to om at dele et ansvar, tager de én procent hver.

LØN, en høj en af slagsen, tager Danmarks Radios generalsekretær gerne imod, men heller ikke hos Maria Rørbye Rønn øjner man noget særligt ønske om at hæfte for de politisk dikterede brutale nedskæringer, hun var for svag til at forhindre, på en arbejdsplads, hvis journalistiske uafhængighed og integritet hun aldrig har evnet at forsvare. Nu skal hun så iværksætte fyringer og sammenlægninger, hun offentligt har talt imod. Her er ingen ydmygelse åbenbart for stor til at undlade at klynge sig til sin stilling.

GIVER chefer sig selv fripas i denne tid, er det dog få, der som Danske Banks ledelse kan overgås i kunsten at stille sig magtesløs an over for oprørende overskridelser. Efter at bankens egen interne rapport blev offentliggjort i onsdags, kan bestyrelsesformand Ole Andersen erklære, at hverken hans direktør eller han selv juridisk set har andel i den hvidvaskningsskandale, Berlingske så imponerende har afdækket. Bevares, Borgen må godt nok forlade sin stilling, mens Ole Andersen foreløbig bevarer sin. Men bankdirektøren får lov selv at gå af i stedet for at blive sparket ud på Kongens Nytorv i vanære. Han kan ovenikøbet blive på direktørkontoret, til bestyrelsen har fundet en erstatning, hvorefter han får et tocifret millionbeløb at varme sig med i de kolde vinteraftner. Så alvorligt er det åbenbart heller ikke at have været leder af en bank, hvor adskillige hundrede milliarder kroner i den estiske filial ifølge rapporten har haft mistænkeligt ophav.

TOPCHEFERNE i Danske Bank er rørende enige i rapportens ord om, at det er ansatte lavere nede i fødekæden, som er de egentlige skurke. De havde ikke forklaret ledelsen ordentligt, hvilke bagmænd der egentlig sendte de mange penge gennem filialen, penge, som for Danske Bank var en guldåre. De skal sanktioneres. Rapporten viser ganske vist, at Danske Bank blev advaret om den estiske filial helt tilbage i 2007, og at Thomas Borgen har været informeret i hvert tilfælde siden 2013. Direktøren og formanden vil således med rapporten i hånden have os til at tro, at de frem for at være kriminelt dygtige på bankens vegne blot har været tungnemme og uduelige. Det er svært at bedømme, hvad der er værst.

MINDRE kyniske typer kan stadig være af den overbevisning, at størrelsen på den årsløn, man får, harmonerer med graden af det ansvar, man tager. Man må begræde deres naivitet. I de seneste ti-tyve år har den internationale investerings- og banksektor vist, at jo højere løn og jo flere bonusser, topchefer kan indkassere, desto mindre knyttet er de til de katastrofer, deres beslutninger udløser. Finanskrisen, hvis ødelæggelser vi stadig plages af, førte ikke til nævneværdigt mange domme i den vestlige verden, og skønt direktører her og der måtte gå af, sørgede bestyrelserne med deres gyldne håndtryk for, at de ikke skulle lide alt for stor nød under deres lediggang.

ANSVAR er blevet et fremmedord i toppen af bærende offentlige og private institutioner, og det er ødelæggende for samfundets tillid. I Danske Bank har man intet lært af at blive reddet af skatteyderne, da man var ved at gå til grunde for ti år siden. Her herskede der fortsat en risikokultur, hvor det handlede om at samle mange penge ind til aktionærerne, også selv om metoderne var lyssky. Lykkedes det, blev bonusserne udløst. Lykkedes det ikke, måtte andre tage skraldet. I dag har vi erfaret, at umådeholdent høje cheflønninger ikke har givet bedre ledere; i stedet har de skabt en hasarderet og uansvarlig kultur. kw

 

Læs også Martin Krasniks artikel »DR Bystaten«

Læs Amalie Schroll Munk og Nikolaj Arves artikel om Danske Bank her: »Hvidvask for viderekomne«.

Læs også professor Per H. Hansens artikel om de tre gange, Danske Bank har forbrudt sig mod samfundets normer: »Overtræk i banken«.

Side 14