Man skal helt ud af København, før man ser den: den flisebelagte indkørsel, den velklippede hæk, den fornemme carport, der også fungerer som skur. Provinsens pryd. Det er tydeligt, at her er der lagt et betydeligt arbejde i at få det til at tage sig indbydende ud.

For et års tid siden overtog min kone og jeg et sommerhus i en lille by ud til en fjord. Jeg har altid forsvoret, at jeg ville eje et sommerhus; dertil kedede jeg mig for voldsomt under de uendelige sommerferier i Kulhuse. Stærkest erindrer jeg en sommer, hvor jeg lå på parketgulvet og gnavede af husets fluesmækker.

Men livet går videre, på et tidspunkt må man skrabe barndomsplagerne af sig, og jeg er ikke mere original end så mange andre. Vi har boet i mange år i København, og coronakrisen gav også os en trang til at tage på landet. Da vores børn også er ved at flytte, stod vi en dag sidste år på denne velplejede grusvej med et nyt sommerhus. Det havde alt bortset fra et skur.

Det gode ved at bo i lejlighed i København er, at den tanke aldrig opstår, at man ikke til evig tid kan have en græsslåmaskine stående under en presenning i baghaven. Vi forsøgte os i første omgang med at få en tømrer til at give et bud på et skur. Det kostede, ja, en bondegård.

Hvad gør man så? Jeg vil ikke sige, at beslutningen om selv at bygge det var nem. Jeg vil slet ikke sige, den var oplagt. I denne lille by ved fjorden har de fleste mænd brugt deres liv i erhverv, som regeringen tigger unge om at søge ind på. Her er elektroingeniører, tømrere, elektrikere, bønder, bil- og flymekanikere. De ved, hvor deres hænder er. De er klar over, hvordan man vedligeholder et hjem. Flere har bygget deres eget hus og har traktorer stående i baghaven. Bag redskabsskurenes fintmalede vægge finder man alle de maskiner, haveremedier og alt det værktøj, en mand har brug for. Redskaberne hænger på de dertil indtegnede pladser på masonitpladen. At have orden i sit udstyr er en æressag på disse kanter.

DET VILLE VÆRE løgn at sige, at jeg er på bølgelængde. Mit værktøj har i nogle årtier rodet rundt i en plastickasse i et lille skab over køleskabet, hvor vi også har placeret noget af den vin, venlige mennesker gennem tiden har foræret os. Mit stærkeste bor har jeg købt for 100 kroner i Ikea. Da jeg fornemmede, at skuropførelsen lå på mine skuldre, måtte jeg forklare min kone i umisforståelige vendinger om mine evner med håndværk. Det var hun nok klar over i forvejen. Jeg måtte også understrege, at så vild var jeg heller ikke med tanken om at blive til grin i hele byen.

Det kan oversættes til mindreværd, og her kan jeg ikke skyde skylden på min opvækst. En stor del af min barndom delte jeg værelse med min storebror, som altid var i gang med at skille en eller anden forstærker fra hinanden for at se, hvordan den fungerede. Vores skab var fuld af transistorer, ledninger, mikrochips og andet elektronik. Han byggede selv et digitalt ur, der kunne vække os på tysk. »Es ist Sieben und Dreissig,« lød det højt hver morgen. Den eneste måde at få det til at stoppe på var at råbe: »Halt die Klappe!« Hvordan han byggede den, aner jeg ikke, og det interesserede mig heller ikke.

Han blev senere elektriker med eget firma, så det er virkelig ikke hans skyld, at jeg nu stod ansigt til ansigt med min egen uformåen. Jeg tænkte meget på et slogan til en Stallone-film fra 1980erne, der lød noget i retning af: »Han var sendt ud på en mission, der var dømt til at mislykkes. Men de glemte en ting: Hans navn var Rambo.« For mig ville sloganet være kortere: »Han var sendt ud på en mission, der var dømt mislykkes.«

Den eneste støtte, jeg kunne komme i tanker om, var en god ven, jeg vidste for nylig havde bygget et das i haven på sin svenske ødegård. Han sendte mig en mængde detaljerede billeder af det lille hus, så jeg da i det mindste havde noget at gå efter.

PÅ EN ELLER ANDEN måde vækkede projektet en ukendt følelse. Jeg blev optaget af sagen. Ja, fuldkommen fanatisk optaget, som jeg ikke har været optaget af noget i lang tid. Begrebet midtlivskrise er vel den eneste måde at beskrive forvandlingen på. Nogle rejser kloden rundt. Andre køber en motorcykel og suser væk med en yngre kvinde. Jeg bygger et skur.

Det har været en kropslig totalentreprise. Jeg har ligget vågen om natten og tænkt på jordbor og stolpebeton, skruelængder og vaterpas, hældningsgrader og tværbjælker, stormforhold og tyngdekraft, og jeg har brugt aftenerne på at lave og finjustere tegninger og modeller. Jeg har meldt mig ind i den store ædle klub af gør det selv-mænd, der kører frem og tilbage fra XL Byg – jeg i min lille Opel Crossland med stolper og bjælker dinglende ud af bagenden af bilen og krydsfinerplader fastspændt til taget. Og så har jeg selvfølgelig studeret adskillige YouTube-videoer med venlige selvbyggere, der pædagogisk har sat mig ind i, hvordan man laver en dør og lægger selvklæbende tagpap på. Det er en verden af kansasbukser, tommestokke og den evige tømrerblyant, man altid skal sørge for at holde spidset.

Jeg har også brugt meget tid på at ærgre mig over den stolpe, jeg tidligt i forløbet fik sat to centimeter skævt i betonen i jorden. Den betød, at jeg har måttet indregne denne fejl i alt det andet, jeg har lavet på bygningen. Når De nu insisterer på at høre, hvad jeg har lært, må jeg svare, at det hele har krævet præcision, tålmodighed og en vilje til at lave om på planerne, når virkeligheden anviste en anden vej. Det har mindet mig om at spille skak; den fornemmelse, at man bliver nødt til at tænke sig grundigt om. Et fejltræk kan ødelægge selv det flotteste spil.

Størst tilfredsstillelse har jeg fået i den dyre boremaskine, jeg tidligt i forløbet anskaffede mig; jeg vil ligefrem sige, at jeg slet ikke fatter, hvordan jeg har kunnet klare mig indtil nu uden. Jeg har også købt en rundsav til at beskære pladerne til taget. Jeg kan nu tilslutte mig de tusindvis af danske mænd, der kender den forrygende fornemmelse, det er at pløje den gennem træet. Jeg blev helt bange for mig selv, da jeg tændte den for første gang. Nu gør jeg det med en kendermine. Jeg mener bestemt at have bemærket, at grusvejens ældre mænd er begyndt at nikke mere velvilligt til mig, når de går forbi.

Forleden blev jeg færdig, efter tre-fire måneder. Det er forbudt at prale, specielt i denne spalte, men hvad skal jeg gøre? Som journalist er jeg tøjlet til sandheden. Nu står det der jo, stort, solidt og sort; det ligner et skur til forveksling. Jeg er ikke bleg for at erkende, at jeg finder en skamløs glæde, når vi kører bilen ind i indkørslen. Det er mit. Jeg stiller mig gerne til rådighed, hvis regeringen har brug for et forbillede til de nye generationer.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.