Uklogt, utaktisk og smukt

Var det nu også klogt af Volodymyr Zelenskyj at begynde at skændes med Donald Trump og J.D. Vance i Det Hvide Hus? Var det taktisk smart af den ukrainske præsident at risikere at sætte den afgørende amerikanske militære støtte over styr? 

Kunne han ikke bare have taget et ordentligt jakkesæt på med et fint slips og overdænget de to magtfulde mænd med al den hæder, sprogets store fleksibilitet kan udtrykke? Hvorfor i alverden rullede han ikke det store bedetæppe ud og takkede for den omfattende hjælp, amerikanerne har ydet? Hvad havde han mistet ved det?

Hvorfor i det hele taget ødelægge den gode stemning ved at undlade at sætte sit navn på den aftale om udvinding af mineraler og gas og olie, som godt nok på overfladen virker som amerikanernes forsøg på at tilrane sig en krigsramt, udkørt og sønderbombet nation de ressourcer; de ressourcer, ukrainerne kan bruge, den dag landet skal være levedygtigt og fuldt selvstændigt. Så svært kan det ikke være.

Burde han ikke hellere have fulgt den mere føjelige vej, som Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, fulgte tidligere på ugen, hvor han trak en fornem indbydelse til Trump ud af inderlommen fra selveste kong Charles? Flot underskrift, sagde den amerikanske præsident, den konge er en herlig mand, fortsatte han. Man fornemmer, hvordan Starmers følge har gnedet sig i hænderne over, hvor formildet det guldrandede brev gjorde den utilregnelige mand.

Zelenskyj kunne også have ladet sig retlede af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der mødtes med Trump tidligere på ugen. Her var latter og stærke håndslag og ingen ende på samarbejdsviljen mellem de to. Eller af vor egen statsminister, Mette Frederiksen, som har udtrykt sin glæde over den store amerikanske interesse for Grønland. De europæiske ledere ved jo grænsende til det akutte, at vi ikke er i stand til at klare os uden amerikansk støtte. Falder NATO, er Europa som skildpadden uden sit skjold.

Og gælder det for Europa, gælder det i sandhed for Ukraine. Landet taber ganske enkelt kampen uden amerikansk hjælp. I den sags tjeneste går det jo nok at lade sig ydmyge en anelse med lidt scaveniansk bukken og skraben.

Som vi alle ved, valgte Zelenskyj en anden retning. Han viste ikke præsidenten og hans sidekick respekt, det havde de ret i, og det gjorde de ham tydeligt opmærksom på.

Vi kan kun forsøge at gætte på, hvorfor han handlede så uforstandigt. Han var muligvis træt af at blive kaldt diktator af Trump og bebrejdet, at han begyndte krigen. Måske har han heller ikke i over tre år sovet ordentligt som følge af alle de bomber, russerne ustandseligt lader regne ned over hans hovedstad. Den slags kan gå ud over dømmekraften.

Måske lod han sig forstyrre af titusinder af ukrainske soldater, som er omkommet i forsøget på at redde landet fra at blive indlemmet i det putinske rige; måske mistede han fokus som følge af de mange tusinde børn, russerne har kidnappet, eller alle de byer, som ligger i ruiner. Måske har det generet ham, at Trump så ivrigt ønsker at samarbejde med russerne.

Hvad end det skyldes, kan vi roligt konkludere, at han lod sin ære stå i vejen for forstanden. Det kan blive fatalt. Men han har gjort det før. Da russerne angreb for tre år siden, fik han et tilbud fra amerikanernes side om et lift ud af landet. Det ville helt sikkert have gjort hans liv meget nemmere. Men det kan være, at det var hans stædige vilje til at blive og kæmpe, som har reddet det meste af landet fra at falde i Putins hænder.

Måske føler han virkelig, at kan man stå imod Putin, kan man også stå imod Trump. Zelenskyj fortjener i så fald at kaldes den frie verdens leder. Den titel er på det seneste blevet ledig.