Den 24. februar 2022 klokken halv fem om morgenen blev Volodymyr Zelenskyj og fru Olena vækket med beskeden om, at det, de amerikanske og britiske efterretningstjenester havde advaret om i ugevis, men Zelenskyj selv nægtede at tro på, var en realitet: Russiske styrker havde invaderet landet fra fire sider. Fra Belarus i nord, fra nordøst ved Ukraines næststørste by, Kharkiv, fra Donbas-regionen i øst og fra Krim-halvøen i syd.

En specialenhed på 300 russiske faldskærmssoldater var sendt ned for at indtage Hostomel-flyvepladsen 30 kilometer fra Kyivs centrum. De havde til opgave at bane vejen for en større indsatsstyrke, der skulle rykke ind og besætte nøgleområder i Kyiv, pågribe eller henrette Zelenskyj og den øvrige ukrainske ledelse og indsætte en marionetregering. Det var såvel russernes som de amerikanske og britiske efterretningstjenesters forventning, at Kyiv ville være indtaget i løbet af krigens første 72 timer.