Grubleri [gʁublʌˈʁiˀ]. Man vågner lidt i fem og ved, at man burde sove en time længere, men i stedet giver hjernen sig til at præsentere en uønsket hitliste over ens mest presserende problemer. Så ligger man der i morgenmørket og grubler sig ud i tankemylder.

Verbet gruble kommer af oldhøjtysk grubilon (lyder det ikke flot og elvisk?), som betyder at grave; at undersøge nøje. Men at gruble har en bismag, det er ikke sund tænkning, men tendensen til at grave for dybt, overtænke, beskæftige sig for længe og nærsynet med et problem, uden at det fører nogen vegne. Det har noget lidt forkrampet over sig, som om tankerne er blevet krogede, det lyder som gamle grottesten, der skurrer mod hinanden under udgravningen.

Den etymologiske forbindelse mellem tænkning og gravearbejde finder vi også i fundere, som har samme rod som fundament, og vil »underfundig« så sige på legende og ræveagtig vis at undergrave fundamentet?

Henry David Thoreau skriver i Walden: »Mit instinkt siger mig, at mit hoved er et organ, jeg kan grave med.« Grubleriet opstår, når det instinkt tager overhånd, bliver ekstremt: Man ser for sig, hvordan en grubler Anders And-agtigt traver rundt i cirkler, indtil han har slidt sig igennem gulvet, ned i en voldgrav.

Grubleri hænger sammen med fantasifuldhed og nervøsitet, at være for meget oppe i sit eget hoved. Hvad er forskellen på at gruble og at dagdrømme? Ak, cirka ti sekunder, at tage en gal afkørsel i et fiktivt scenarie. Mange gange dagligt må jeg minde mig selv om, at bekymringer er spildt fantasi.

De kender selvfølgelig Auguste Rodins skulptur Grubleren. Men tænk sig. Grubleren hedder kun Grubleren på dansk, i andre lande er han »Tænkeren«, Le Penseur, The Thinker. Glyptotekets Rodin-ekspert, Christine Horwitz Tommerup, foreslår, at den danske titel kan være Carl Jacobsens fortolkning af værket, og Grubleren havde faktisk verdenspremiere i København, ikke Paris, i 1888.

Uanset: Hele hans kropssprog graver. Som Rodin har udtrykt det:

»Det, der får min tænker til at tænke, er, at han ikke kun tænker med sin hjerne, med sin rynkede pande, med sine udspilede næsebor og sammenpressede læber, men med enhver muskel i sin ryg, i sine arme og ben, med sin knyttede næve og sine krummede tæer.« (Et tidligt varsel om vidensarbejderens udsatte kropsholdning).

Grubleren er nu også titlen på en »pseudofilosofisk komedie«, Anna Juuls dramatikerdebut, som får premiere på teatret Aveny-T på Frederiksberg i næste uge: Johan (Nina Rask) gemmer sig i sit klædeskab, hvor han sidder og tvivler: Skal han blive i sit parforhold eller forlade det?

Hos Oehlenschläger var det finere at være ubekymret. Derfor er den skurkagtige visir i Aladdin en tænker, en grubler, fordybet og hensunken – netop for at være kontrast til Aladdin: en god, naturlig dreng, en drøm fra romantikken, som bare vader ind i lykken:

»Naturens muntre Søn er Lykken næst./ Hvorefter Nattens Grubler flittig grunder (...)/ Det finder han med Lethed ved et Under.«

Okay, grubleri er måske en uvane. Men findes der noget mere øretæveindbydende på denne jord end naturens muntre søn?