Jeg er lige vendt tilbage fra en måneds barsel. Det kan efter sigende være en isoleret tid, men jeg har sjældent haft så socialt et liv, det føltes som gamle dage med calling hours som i Jane Austen-romaner, hvor huset står åbent om eftermiddagen, og venner og familie kommer i audiens i stuen. For at beundre det i udgangspunktet vakre barn, der dog, som dagene gik, fik stadig mere uren hud. Alligevel blev hun overøst med gaver, dims og dut, små dragter i uld og silke, som passer i 14 yndige dage, eller indtil man i sin søvnmangel kommer til at kogevaske noget tilgylpet, og det krymper til præmatur størrelse.

Men af alle, der kom på barselsbesøg, elskede jeg dem højest, der havde taget mad med. Det er simpelthen den pureste velgørenhed: lige tre fryseposer med curry. Velsignet, når man selv ikke rigtigt formår andet end at glo på et barn, vugge et barn, lukke det ene øje, vaske en uendelig cyklus af stofbleer.