Serveret. Hvad giver man barslende forældre? Noget til fryseren.
Barselsgryder
Velkommen til Serveret: Weekendavisens ugentlige madklumme, hvor avisens skribenter går i køkkenet og afprøver både udbredte og oversete råvarer, finpudser nedarvede opskrifter og kvalitetstjekker tidens virale livretter.
Jeg er lige vendt tilbage fra en måneds barsel. Det kan efter sigende være en isoleret tid, men jeg har sjældent haft så socialt et liv, det føltes som gamle dage med calling hours som i Jane Austen-romaner, hvor huset står åbent om eftermiddagen, og venner og familie kommer i audiens i stuen. For at beundre det i udgangspunktet vakre barn, der dog, som dagene gik, fik stadig mere uren hud. Alligevel blev hun overøst med gaver, dims og dut, små dragter i uld og silke, som passer i 14 yndige dage, eller indtil man i sin søvnmangel kommer til at kogevaske noget tilgylpet, og det krymper til præmatur størrelse.
Men af alle, der kom på barselsbesøg, elskede jeg dem højest, der havde taget mad med. Det er simpelthen den pureste velgørenhed: lige tre fryseposer med curry. Velsignet, når man selv ikke rigtigt formår andet end at glo på et barn, vugge et barn, lukke det ene øje, vaske en uendelig cyklus af stofbleer.
Hjemmelavet aftensmad føles som et uoverstigeligt projekt. Det vil jeg huske, når jeg selv skal besøge venner på barsel: at medbringe en offergave til fryseren. Eller man kan tage sagen i egen hånd og fylde sine depoter på forhånd, når man går på barsel og rundt om sig selv, mens man venter på, om ikke den baby snart kommer.
HVAD KENDETEGNER den gode barselsmad? Noget, der er varmt og nærende, læser jeg i Line Bak Rothstein og Kamilla Rønnestads fine barselskogebog Mad og mødreomsorg. Gerne simret og sammenkogt, hjemmelavet kærlighed. Og på et lidt mere konkret plan: nænsomt for maver, der skal i gang igen efter en fødsel. En ny mor behøver ikke spise så groft, råt og let, som kostrådene ellers siger, tværtimod må maden gerne være blød, tilberedt, kalorietæt. Mad at komme til kræfter på. Let at varme og gå om bord i. Gryderetter, risotto, kyllingesuppe, lasagne, butter chicken, bolognese. Alle de stabile, venlige kendinge.
Nu er det min kone og ikke mig, der har født, men som sprød ny forælder er man i kernemålgruppen for comfort food uanset. Jeg har ikke tænkt på retten skipperlabskovs, siden jeg var fem år gammel, men pludselig fremstod det som det ideelle måltid, varm og smadderkogt som et langt amorft stivelseskram. Og måske er det al den snak om Katherine Diez, men kunne det ikke være skønt med boeuf bourguignon?
Man behøver ikke være garvet kogekone for at smække en god barselspotte sammen. Jeg har en basisopskrift på gryderet (det er ikke nogen hævdvunden familieopskrift, den stammer fra en tilfældig reel på Instagram), der er så forunderligt enkel, at man faktisk kan overkomme den, selv hvis man er på barsel med en nyfødt. Herhjemme hedder retten bare »den med alle dåserne«.«
Find en halvstor gryde. Snit og svits et stort løg eller to små, tre-fire fed hvidløg, og så er resten pinligt nemt. Svits et glas soltørrede tomater, snittede eller hele (sjask bare rigeligt af olielagen med i gryden), og et glas kapers. Hvis man er en smule ambitiøs, kan man her snitte noget aubergine eller sæsonkorrekt græskar med. Men retten kan også laves som rent konservessamlesæt. Tre gode skefulde tomatpuré, som får lov at brænde lidt af i bunden. To dåser hakkede tomater, to dåser sorte bønner. Og herefter improviserer man fra køkkenskabenes dybder. Har man belugalinser, røde linser, limabønner, mungbønner, kikærter? (Husk at skylle og udbløde grundigt for at passe på nye mødres sarte maver). Lad det stå og simre og hygge sig i en time. Det lyder for let til at være sandt eller: til at være lækkert, men det er, som om de soltørrede tomater og kapers giver en dyb, salt, umamikarakter, som lange, lagrede solskinsdage, der virkelig bærer retten frem i verden. Pak i portionsstørrelser, og aflever sammen med en blok feta, en pose på forhånd skyllet spinat, pistacienødder og abrikoser, man kan bruge som topping, og sol Dem i taknemmeligheden.
ELLER MEDBRING SMÅTING og pålæg. Flere af de kokkeorakler, jeg spørger ind til barselsmad, fortæller, at surkål er et hit. Fuld af gode mælkesyrebakterier, man skal bruge, når ens mave er på vej tilbage. Desuden er det et let sted at starte, hvis man altid gerne har villet være en af de overmennesker, som fermenterer ting. Jeg har engang læst hos Camilla Plum, at man kan tilsætte revet æble til sin surkål, og lige nu dufter selv supermarkedsæblerne af æble: sødt, syrligt, aromatisk. Spis dem, mens sæsonen er med dem.
I Rothstein og Rønnestads Mad og mødreomsorg finder jeg en opskrift på sardinpostej, der lyder uimodståelig: fed fisk, bløde butterbeans, citron. Jeg har altid været lidt i tvivl om, hvorvidt det var lækkert at spise de små ben i sardiner, men her lyder det opmuntrende, at der kommer ekstra kalcium fra skelettet. Bland 150 gram kogte, afskyllede butterbeans, en dåse sardiner med ben, citronskal og saft, olivenolie, salt og peber i en skål, og mos dem. Spis med det samme, eller frys det ned.
Der er noget skønt middelaldergedigent over de her opskrifter. Kødgryder. Næringstætte postejer. Tung, blød mad. Det passer genialt til oktober-november-rusk, til efterårets forpuppede tilstand. Mørke morgener og eftermiddage, hvor min kone ammer, og jeg prøver at assistere med løbende snacks. Det største hit har været en morgengrød fuld af søde, gode sager: nøddesmør, bær, tørret frugt til at hjælpe mælkeproduktionen på vej (altså, jeg ammer jo ikke, men man ofrer sig). Kog en del havregryn med en del vand og en del ko- eller plantemælk (eller konsulter Nikolaj Arves gennemtestede havregrødsopskrift). Rør en håndfuld frosne skovbær i, salt, en god klat peanutbutter – for min kones skamløse vedkommende: nutella – og hak dadler og æbler i tern, og drys dem på toppen. Eller friske blåbær. Vi er langt fra professorens grønne grød. Det må blive til foråret.
