Det er højsommer og (burde følgelig være) højsæson for picnics. At mødes i parker, på stranden, på skovtur, finde en perfekt plet halvt i sol og halvt i skygge, brede tæpper ud, ligge og læse, sludre, verfe børnene i retning af en legeplads.

Picnic er engelsk, men kommer af fransk piquer-nique. Piquer er at småspise, pirke, sådan som fugle gør, og nique betyder småting. Altså: at småspise småting. Og underforstået: at spise sammenbragt, udendørs, hyggeligt. Det er et uimodståeligt nok rim til at findes på alverdens sprog, på japansk har man for eksempel pikunikku.